Det handler om habilitet
Vi bliver nødt til at forholde os til, om udlændinge skal bestemme, hvem der må være i Danmark.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Der har været en del debat de seneste dage i spørgsmålet om ansatte i Udlændingestyrelsen. Her skal man altså holde tungen lige i munden, for det er to forskellige spørgsmål. Det ene omhandler, hvorvidt det er rimeligt, at politikere udstiller navngivne ansatte i Udlændingestyrelsen, og det andet handler om, hvem der kan bestride hvilke positioner i det danske samfund.
Hvis man gør det til et spørgsmål om, om den enkelte har misvedligeholdt sin stilling, så er det 1) en ledelses opgave, 2) potentielt en sag for domstolene.
Jeg synes ikke, det er rimeligt, hvis man hænger en konkret navngiven person ud på nettet for at misbruge sin stilling uden at have så meget som én enkelt konkret begrundet mistanke eller bevis.
Tilbage står det egentlige spørgsmål: habilitet.
Kan man med dobbelt statsborgerskab varetage alle stillinger i samfundet?
Forestil jer, at en fodbolddommer havde dobbelt statsborgerskab. Ville man acceptere, at denne skulle dømme en vigtig fodboldkamp, hvor den ene nation deltog? Nej vel … ? Man ville råbe inhabilitet hurtigere, end man kan sige loyalitetsdilemma. Og ingen vil undre sig over dette. Selvfølgelig vil denne dommer ikke skulle dømme kampen.
Derfor er det fuldt ud legalt, at vi som samfund tager en åben debat om, hvorvidt folk med udenlandsk statsborgerskab skal kunne besidde stillinger, hvor de har afgørende indflydelse på, hvem der kan komme til, og hvem der må blive i Danmark.
Denne debat skal vi turde tage, uden at man fra den ene side råber bedrageri uden en snert af evidens, så vidt som jeg er orienteret … og – på den anden side – uden at de klassisk politiske korrekte identitetspolitiske forsøger at lukke debatten ved at udskamme folk, som rejser den.
Hvis der er sket ulovligheder, misbrug af stillinger og andet, så lad os endelig få det frem i lyset. Det kan meget vel være et område, som trænger til øget gennemsigtighed og åbenhed. Lad os også tage debatten om habilitet. Den er vigtig og helt valid.
Men lad os samtidig insistere på en ordentlighed, som vi også selv ville ønske at møde.
Det bedste løsning er selvfølgelig, at man fra politisk side indrettede loven og systemet så simpelt, at der ikke levnes plads til fortolkninger. Derved behøver vi ikke så mange ansatte i Udlændingestyrelsen, og deres arbejde vil ikke kunne mistænkeliggøres, da lovgivningen ville være klar og tydelig.
Så måske burde vi pege pilen derhen, hvor ansvaret ligger. I Folketinget, hvor skiftende regeringer har fejlet og stadig fejler i at sikre en klar lovgivning, som beskytter Danmark og danskernes fremtid.
Vi kan starte med tre simple konkrete tiltag. Stop for spontan asyl, udvisning af kriminelle udlændinge konsekvent og efter første dom og krav om selvforsørgelse til alle udlændinge. Det ville stoppe en lang række diskussioner, mistænkeliggørelser og problemer.
Men jeg frygter, politikerne hellere vil tale om proces. Så flytter de nemlig fokus væk fra deres svigt.