Er den borgerlige værdikriger bidt af en gal islamist?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Minareterne kalder ikke bare muslimerne sammen, men også de borgerlige, der for én gangs skyld (med undtagelse af LA) kunne blive enige om noget: Muslimsk bønnekald skal forbydes. Punktum. Og det er jeg sådan set enig i, der er altså ikke meget flatterende at sige om bønnekaldet ”Allahu Akbar” – og en god, rettroende muslim hører det hele med: Gud er større, og mennesket er intet, kvinden skal underordne sig manden, verden og mennesker deles op i rent og urent, homoseksualitet er noget snavs, Koranens lovforskrifter skal følges, blæse være med grundloven, demokrati og Danmark – frihedsrettigheder, ligestilling, menneskerettigheder og alt det vestlige bras.

Derfor: Minareterne skal selvfølgelig aldrig være underlægningsmusikken til danskernes liv, for i kirkeklokkernes kalden hører vi efterklangen af 1.000 års kristendom, der er vandmærket på vores land, kultur og sekulariserede samfund.

Med klang og efterklang slår klokkerne dagens tid, årstidens tid, sorgens tid og højtidens tid – og der er bud i slaget til hver enkelt af os, for hvad enten vi er troende eller ej, er vi med evangeliets ord om tilgivelse sat fri til at leve vores liv uden hver dag at skulle arbejde på vores frelse og overholde religiøse regler, uden at dele verden, mad og mennesker op i rent og urent. Vi er altså på en gang bundet og frisat af den ånd, der ligger i kristendommen.

Nuvel. Men det bekymrer mig, at der skal minareter til for at kalde borgerligheden sammen. Det bekymrer mig, at kampen mod islamisering og de uoprettelige konsekvenser, indvandringen har medført for vores land, bliver borgerlighedens eneste svar på værdipolitik.

At vi derved forstår værdikrigere som nogle skrappe damer som Pia Kjærsgaard, Inger Støjberg og Pernille Vermund. At det eneste, vi hører om kultur og kristendommen, er i samme sætning som islam og islamisme, minareter, burkaer, badeforhæng, kønsopdelt svømning, omskæring og Allah og hans pumpestok. At man er negativt afhængig af islam, islamisme og indvandring for at forklare, hvem vi er, og hvad vi kommer af (og så langt når de i øvrigt aldrig).

Kom nu, borgerlige venner – de der små (berettigede) vredesudbrud mod islamisering er ikke værdipolitik, nej, det handler kun om, hvad der ikke er dansk, hvad der ikke hører til her. Islamismen både inden for og uden for vores grænser er en trussel for vores åbne frie samfund, ja – men en anden trussel, der er lige så stor, og jeg frygter lige så meget, er det åndelige tomrum, som minareterne gjalder ind i – et rum alene udfyldt af den postkristne, posthistoriske, postkristne og postnationale fortælling om mennesket og verden: den kulturelle glemsel – glemslen af, hvad et menneske er. Tabet af dannelse – tabet af ånd. Tomrummet, der er årsagen til, at det er gået så galt – ikke bare i Danmark, men i den vesteuropæiske del af verden.

Jeg mangler et kulturelt selvopgør, og jeg begriber ikke, hvor det bliver af. Hvorfor er borgerligheden så uinteresseret i at tale om kultur og kulturliv, kirke, kristendom og kristendomsundervisning, dannelse, livsoplysning og ånd?

”Ånd”, ja, der går nærmest år, imellem en politiker tager ordet i sin mund – ikke engang DF, Nye Borgerlige og De Konservative går på de åndelige barrikader for at leve op til deres værdikonservative selvforståelse. Det ligger ellers alt sammen lige til borgerlighedens højreben, hvis de tilfældigvis går og mangler noget at være fælles om.

Ud over regnearket og de lyseblå skjorter – det er så en anden sag – og en klumme for sig.