David Trads påstår, at Danmark har været en brutal kolonimagt. Hvorfor? Er det for at skabe opmærksomhed omkring sig selv i en agurketid? Mig bekendt plejer han ikke at bekymre sig om grønlænderes status i det land, hvor han er meningsdanner
Tak for din anerkendelse, hvis den er oprigtig. Men brug dog den kæmpestore talestol, som du har fået til at undgå at løse et problem ved at skabe et nyt!
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
”Lige nu er vi i gang med en anden af klassikerne, nemlig at Danmark – åh, pæne, dejlige, hyggenussende Danmark – naturligvis aldrig har været en brutal kolonimagt. De, der siger, at Danmark koloniserede Grønland og Færøerne, forstår ingenting”, lyder det fra David Trads i Altinget Arktis.
Selvom det er pænt af David Trads at melde sig ind i kampen om Grønland, så springer kæden helt af for mig. For hvordan skal det at bygge den efterlyste bro at kolonitiden (som jeg ikke benægter, men til gengæld heller ikke har haft nogen indflydelse på) nu skal betegnes som brutal? løse noget? David Trads er en af de meningsdannere, som i nutiden har haft alle muligheder for at udbedre forholdet til grønlændere, men mig bekendt aldrig har gjort noget for at skabe rum for debatten om de mange grønlændere i Danmark, som er godt på vej til at havne i en ny slags kolonistatus, fordi vi glemmer at høre minoriteter i rigsfællesskabet!
Ikke at jeg bekender mig til Thorkild Kjærgaard og co., som hårdnakket påstår, at Grønland aldrig har været en koloni. Slet ikke. Men når man som højt profileret meningsdanner har haft alle muligheder for at lære af fortidens fejl ved at rette op på uligheden i nutiden og være med til at forhindre, at stormagter undergraver rigsfællesskabet, så klinger det lidt hult og skriger på behov for opmærksomhed i en agurketid.
Og han fortsætter: ” Det er indlysende, at mange, formentlig de fleste, grønlændere føler, at Danmark har opført sig som koloniherrer – voldsomt indtil 1953, slemt frem til 1979, fortsat til en vis grad i dag. Hvis vi vil opretholde et godt forhold til Grønland, bør vi naturligvis og som et absolut minimum anerkende det indlysende – at vi var kolonimagt. Alt andet er en fornærmelse.”
Jo vist og Rigsfællesskabet står overfor store udfordringer, fordi stormagter har slået ring om Grønland. Det ville klæde danskere at komme med løsningsforslag til at løse nutidens udfordringer. Jeres trang til at hænge fast i fortiden for at få taletid er faktisk med til at grave grøften endnu dybere. Og alt imens fundamentet vakler, så har USA åbnet konsulat i Nuuk, kineserne har for længst erklæret sig for værende en nær-arktisk stat og russerne rasler med sablen på deres arktiske del.
Vi kan derimod bruge vores stemmer til at skabe et solidt fundament i det rigsfællesskab, som stormagter lige nu forsøger at kile sig ind i. Og jo flere artikler, der bliver trykt af Trads og co., desto mere fjernes fokus fra at løse nutidens udfordringer. Bla. for de uofficielle mindretal i rigsfællesskabet, børnene og fremtidens muligheder trænges i baggrunden for meningsdannere.
Min farfar sagde engang. ”Vores fælles fremtid afhænger af, om vi skulle kunne lægge fortiden bag os uden at glemme og se frem uden at være naive.”