Hvordan kan man støtte en diktator samtidig med, at man ønsker flere frihedsrettigheder i Danmark?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Er Danmark ikke bare et dejligt land? Har vi det ikke meget godt sammenlignet med mange andre lande? Det vil jeg absolut mene. Selvom alt ikke er perfekt i Danmark, så lever vi da meget trygt og frit. Man skulle tro, at alle i dette land ville ønske samme vilkår og levestandard for resten af verdensbefolkningen, men sådan er det bare ikke.

Hvis man fx. kigger på de herboende tyrkere (det samme gør sig gældende for mange med arabisk og somalisk baggrund), så finder man ret hurtigt ud af, at størstedelen af dem støtter Tyrkiets enehersker: Recep Tayyip Erdogan.

Har man fulgt en smule med i Tyrkisk politik, siden Erdogan kom til magten i 2002-03, så burde der ikke herske nogen tvivl om, at der er sket et kæmpe skred i retning af mindre demokrati og mere autoritarisme og islamisering af det store sekulære land.

På trods af dette har manden og hans ministre fortsat støtte fra mange tyrkere - både i og uden for Tyrkiet. Det samme gør sig desværre gældende for de herboende. For mig forekommer det vildt hyklerisk, at man kan støtte en diktator som Erdogan samtidig med, at man brokker sig over frihedsrettigheder herhjemme i Danmark.

Vi ser gang på gang, at når der bliver lavet stramninger, og politikerne taler nedladende om den muslimske befolkningsgruppe, så går folk amok på tasterne og kritiserer Danmark for manglende demokrati, religionsfrihed, racisme m.m. Det er selvfølgelig helt legitimt, at der bliver diskuteret, men er det ikke hyklerisk, at man samtidig støtter en udemokratisk mand som Erdogan?

Støtten fra de herboende tyrkere handler ikke kun om verbal og mental støtte til Erdogan, men også økonomisk. Og dem, som har mulighed for at stemme til det tyrkiske valg, tager også hele vejen til den tyrkiske ambassade i København for at stemme på ham. Derudover findes den berømte tyrkiske stikkerlinje fortsat, og mange er ikke blege for at ringe og fortælle, at de kender folk, som er kritiske over for Erdogan, eller som er PKK-sympatisører eller tilhængere af Fethullah Gülen-bevægelsen.

Nu hvor vi snakker om Gülen-bevægelsen, så kan jeg da ikke undgå at nævne, at bevægelsen samarbejdede med Erdogan og hans AKP-regering lige indtil 2013, hvor det kom frem, at flere ministre fra Erdogans parti havde været involveret i omfattende korruptionsskandaler. Samme år blev en samtale mellem Erdogan og hans søn Bilal også offentliggjort, hvor de diskuterede, hvordan de kunne skaffe en større sum penge af vejen ved at uddele dem til forskellige forretningsfolk.

Selvom der ikke er fundet skyldige i sagen, og Erdogan har nægtet det hele og kaldt operationen for et internationalt komplot imod ham og hans regering, så er de fleste i Tyrkiet ikke i tvivl om, at det er en korrupt regering og præsident, de har siddende ved magten.

Hverken korruptionsskandalerne eller det mislykkede militærkup i 2016 har rokket på herboende tyrkeres støtte til Erdogan. Faktisk har flere tidligere, inklusive herboende Gülen-sympatisører, ændret side, og i dag er de blevet tilhængere af Erdogan og hans kriminelle regime.

Ligesom at det ikke har ændret på herboende tyrkeres holdning til Erdogan, at Tyrkiet fortsat er med helt på toppen iblandt de lande, der har flest fængslede journalister. Landet har mange flere fængslede journalister end Egypten, Saudi Arabien, Iran m.m. Det er sgu da absurd.

Der er så meget andet udemokratisk at tage fat i vedrørende Erdogan og hans kriminelle regime, men intet er nok til at ændre meningen iblandt de herboende tyrkere. Så længe Erdogan kan gå ud med koranen i hånden og tale til folks religiøse følelser eller så længe, at han kan tale om de nationale følelser, er det nok til, at de fleste vil tro på ham og bevare deres støtte til manden.

Akkurat ligesom han gjorde i starten af marts måned, efter at mindst 33 tyrkiske soldater den 27. februar havde mistet livet i Syrien. Dengang hørte man Erdogan nævne de dræbte soldater som martyrer og fortælle, at de er døde i fædrelandstjeneste og i en hellig krig. På samme tid kunne man se herboende tyrkere på de socialemedier tale Erdogan efter munden.

Det er selvfølgelig nemt at snakke om martyrskab, hellig krig og fædrelandstjeneste, når de fleste har betalt et beløb for at undgå værnepligten i Tyrkiet, eller når de dræbte soldater ikke er ens elskede. Det er nemt nok at sidde foran skærmen og sende patriotiske og religiøse budskaber, især når man selv bor i trygge Danmark.

Livet er skønt her i dejlige Danmark, og det er dejligt nemt at støtte udemokratiske Erdogan, når man kan følge med på afstand eller kun rejser til landet fra sommer til sommer. Det er absurd, at herboende tyrkere fortsat støtter denne mand, men folk kan åbenbart nemt snydes.

Selvfølgelig kan og må herboende muslimer godt kritisere Danmark og den førte udlændingepolitik m.m., men helt ærligt: Er det ikke bare en smule hyklerisk, når man samtidig støtter Erdogan og hans kriminelle regime, der på ingen områder tåler kritik eller modstand?

Selvom mit fokus er på Erdogan og herboende tyrkere, så kan man finde lignende eksempler i forhold til andre udemokratiske ledere og religiøse skikkelser, som nyder godt af støtten fra herboende muslimske grupper.

Jeg ved godt, at det ikke er den mellemøstlige elite, der er flygtet eller indvandret herop til Danmark, men en smule kritisk tænkning og sund fornuft burde man da kunne forvente fra 2. 3. og 4. generation - eller det kan man måske ikke?