Fortsæt til indhold
Kommentar

Tankevækkende, at grønlændere, som i Danmark var med på at bygge broer, nu er i fuld gang med at grave grøfter i Grønland

Hvad sker der med grønlændere, som kommer til Danmark for at studere, men som vender hjem som glødende frihedskæmpere?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der sker noget under opholdet i Danmark, som får mig til at tro, at det har med fordommene mod grønlændere og til dels færinger i at gøre. Jeg har mødt adskillige grønlændere og færinger, som kom til Danmark som tilhængere af rigsfællesskabet, men vendte hjem med separation i blodet.

Senest kan man se Aka Hansen, som med den ene overskrift efter den anden skriver ”Decolonize” på klippevæggen i Grønland. Jeg mindes ellers samtaler med hende under studietiden i Danmark, hvor hun var med på, at der skulle bygges broer. Hvad sker der, når disse fremtrædende unge grønlændere havner i Grønland igen? Jeg tror, at de fordomme, de har mærket, får hadet til at blusse, så snart de møder hjemlandet og bliver klar over, at de har en stemme. En stemme, som det er meget let at få i en provins med lidt over 50.000 indbyggere.

I modsætning til Danmark omtales studieophold i England eller USA som behageligt, fordi de blev opfattet som eksotiske. Her sidder man på førersædet i samtaler om Grønland. Ikke som i Danmark, hvor man først skal trækkes igennem druk og bloktilskud, før en samtale glider glat. Problemet med Danmark er jo, at fordommene lever i bedste velgående og er ved at æde vores forhold op. Og nu vælger de så at udtrykke sig på engelsk, hvilket også sender et signal om, at de er mere på vej mod USA end mod Danmark. Ganske tankevækkende og skræmmende, når man ved, hvordan stormagterne har slået ring om Grønland og forsøger at sluse rigsfællesskabet ud.

Lidt underligt, at de samme personligheder ikke kan se det rimelige i, at grønlændere i Danmark, som hver dag skal lægge ører til dette forfald, skal have en stemme. For selvom jeg anerkender kolonitidens fejl, så retfærdiggør det ikke at lade følelserne styre vores relation. Grønlændere i Danmark er tilsyneladende de eneste, som ingen mener skal høres. Det gør mig frustreret, at der ikke skabes et mere ligeværdigt bånd, hvor alle (også grønlændere i Danmark) får en stemme. Det had og de fordomme, som disse studerende har oplevet i Danmark, oplever vi andre hver dag. Og den sørgelige sandhed er, at Grønland selv bærer hoveddelen af ansvaret for disse fordomme. Grønland har i 41 år hængt det beskidte vasketøj til tørre i Danmark. I lige så lang tid har de undladt at høre os, selvom Institut for Menneskerettigheder gentagne gange har anbefalet det.

Grønlandske studerende vender med glæde tilbage til Grønland efter et par år med halvfærdige uddannelser (hvor de kommet ind uden om gennemsnittet og har studeret på danske skatteyderes regning) og påberåber sig at være orakler, som dyrker og udvikler offerrollen.