Kapitalismekritik på P1: Det er ikke svært at være venstreorienteret

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er ikke svært at være venstreorienteret. Kan man ikke komme på andet, kan man altid kritisere kapitalismen. Typisk foregår det således, når en kunstner eller anden venstreorienteret, der ser sig selv som et åndfuldt, indsigtsfuldt og eftertænksomt samfundskritisk væsen, kritiserer kapitalismen: Kritikeren påpeger en negativ tendens i samtiden. Derfra drages der så den konklusion, at den tendens er fremkommet, fordi vi lever i et kapitalistisk samfund. Slut.

Den øvelse kan man lave på alt det, man ikke bryder sig om – sociale medier, Black Friday, Nettos import af billigt spotbras og menneskers hang til Kähler-vaser. Hvis man blot lægger sin stemme i det rette toneleje – gerne lidt dybt og skrabende og med lange, eftertænksomme pauser mellem og midt i sætningerne – så virker det som en seriøs samfundsanalyse. Og kan man i øvrigt få sagt “neoliberal” – igen uden at forklare eller argumentere for, hvorfor Danmark, og i særdeleshed den danske velfærdsstat, skulle være mere neoliberal end socialistisk – så viser man, at det er det helt tunge tankegods, man har fat i.

At der er omtrent 634 mellemregninger, der mangler i kapitalismekritikerens “analyse” – og at det derfor er den billigste kritik, der findes på denne jord – ignorerer den journalist, som påstanden fremføres over for, som regel. Eller faktisk kan man ofte høre et anerkendende “mhmm” fra journalisten.

For tiden kan man høre et lille, simpelt pragteksemplar af en sådan mavefornemmelseskritik og den følgende dynamik mellem venstreorienteret kunstner og anerkendende journalist i en podcastserie fra P1. Den hedder “Tynd og glad?” og behandler et både interessant og vigtigt emne, men lader desværre en på én gang flad og nærmest karikeret kapitalismekritik stå og dingle som ubegrundet præmis i flere afsnit.

Kunstneren i programmet starter med at konstatere, at nutidens unge mennesker har et mere mangfoldigt billede af idealer og en bredere forståelse af køn mv. end generationerne før dem. Herefter fører en ordstrøm hende til at konstatere, at der samtidigt er et for stort fokus på at vise sig selv frem som en succes, hvilket bl.a. indebærer kunstige negle og naturvin indtaget på brasserier. Og fordi sådan noget jo koster penge, konkluderer hun, at »den største sygdom af dem alle sammen, det er jo kapitalismen. Det er jo en massakre. Kapitalismen er jo en massakre«.

Jeg har forstået, at det er kunstnerens privilegium at være visionær og samfundskritisk uden at skulle gøre rede for hver en lavpraktisk, realpolitisk detalje i sin vision (eller illusion). Men det forekommer indimellem – som her – som en rygmarvsreaktion og en floskel, der er både historieløs og uden sans for, hvad man taler om, når man taler om kapitalismen, når kunstneren leverer sin samfundskritik. Kunstneren gør jo ikke andet end at forbinde to prikker, som ikke nødvendigvis kan forbindes.

På præcis samme vis kunne man lige så vel trække en streg, der skulle forestille at være et argument for det præcis modsatte: Man kunne som kunstneren påpege, at der er en mangfoldighed i unges idealer og så påpege, at det økonomiske system, vi lever med, er kapitalismen og dermed hævde, at kapitalismen er den positive årsag til mangfoldighed. Også her havde man blot påpeget, at der er to fænomener i samtiden, der optræder samtidigt. Det er nemt. Men havde den påstand også fået lov at stå uimodsagt?