Meld Københavns Politi til politiet
Er det tilladt at maskere forbrydernes etnicitet for befolkningen?
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
En ny type af kriminalitet er dukket op i hovedstaden i takt med den stedse mere groteske globalisering.
Gerningsmændene, for det oplyses, at der er tale om mænd – eller som det hedder i Ekstra Bladet: »unge mænd« – springer på deres ofre på S-togsstationer, truer dem med en kniv eller andet, før de for en sikkerheds skyld lige tager et foto af dem eller deres sygesikringskort, som de fleste går rundt med i lommen. Så ved de raske unge mænd, hvordan deres ofre ser ud, hvad de hedder, og hvor de bor – og så falder udbetalingen ganske snabbt – helt uden at ofrene tør melde overfaldet til politiet.
Smart, ikke?
At der er tale om en ny og importeret trusselskultur, det er tydeligt for enhver, der anerkender værdien af erfaring, tendens og mønstergenkendelse. I mit efterhånden lange liv har jeg aldrig hørt om eller mødt den slags udspekulerede gadeplansbrutalitet før nu, og jeg har trods alt boet mere i byen end på landet. Den slags tricks er hverken vokset i den danske have eller på den københavnske stenbro, det tør jeg roligt sige; de kommer langvejs fra.
Men hør nu Københavns Politi i underholdningskanalen TV 2 Lorry:
»Vi er i øjeblikket plaget af gaderøverier, som bliver begået af unge mod unge. Det er en kedelig tendens.«
Ja, uha, det er »kedeligt«. Betragtningen kommer fra lederen af afdelingen for berigelseskriminalitet under Københavns Politi. »Unge mod unge«. Hvad for noget? Er de lige gode om det? Hvem taler vi om?
Som du nok for længst har gættet, ønsker politilederen ikke at oplyse etniciteten på de mistænkte eller tre af de anholdte gaderøvere, som sigtes for fem røverier fra den 14.-22. juni. Han ønsker heller ikke at uddybe, om der generelt er tale om gerningsmænd med anden etnisk baggrund end dansk.
Vi er med andre ord overladt til at gætte eller vende den anden kind til og komme videre i teksten. Det sidste er mest populært blandt politifolk, medier og politikere. Det er også det nemmeste. Og det mest socialt bekvemme. Det skulle jo nødigt hedde sig.
Tilbage står tre klassiske journalistiske spørgsmål, som sjældent stilles af journalister i dette land og næsten aldrig af dem, der har papir på, at de er journalister:
Hvad er det for ungersvende, der huserer i vore gader? Hvor kommer de fra? Og hvem har lært dem alle disse cirkuskunster?
Gid nogen ville stille de tre hv-spørgsmål i fuld offentlighed – gerne i den bedste sendetid, midt om sommeren, så den bekvemme del af befolkningen får bourgognen galt i halsen, og aperolen måske får en lille bismag af virkelighed.
Og – jeg havde nær glemt det – hvor anmelder man Københavns Politi til politiet? For er det virkelig tilladt at maskere forbrydernes etnicitet for befolkningen?
Medierne har gjort det i årtier. Nu er politiet, som vel burde stå på befolkningens side, begyndt at efterligne dem.