Fortsæt til indhold
Kommentar

Kapitalismen kan ikke redde planeten - tværtimod

Vores forbrug og vækstfokuseret levevis har tydeligvis en negativ effekt på klimaet.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Den seneste diskussion omkring klimarådets anbefaling om at stoppe processen med at give nye tilladelser til oliefirmaer i deres oliejagt i Nordsøen eller diskussionen om udledning af spildevand i Øresund og regeringens plan om at privatisere de danske forbrændingsanlæg har vist, at vi fortsat er langt fra at forstå alvoren ved klimaforandringerne.

Vi er i hvert fald langt fra målet, når det kommer til at handle og foretage store ændringer. Hvis man tror, at vi kan redde planeten, uden at det har enorme omkostninger, og uden at det vil kræve meget store ændringer i, ja, nærmest alt, hvad vi kender til, så tager man gevaldigt fejl. Selvfølgelig vil det komme til at koste penge og arbejdspladser, men uden fundamentale ændringer kan vi ikke redde planeten.

Sidste år fløj 5,3 millioner danskere fra Kastrup Lufthavn, samme år kørte omkring 2,59 mio. personbiler på de danske veje, hvis vi tror, at vi kan fortsætte ad samme spor og samtidig redde planeten, så tager vi da fejl. Vi skal uden tvivl have en adfærdsregulering og opføre os fundamentalt anderledes.

Det er da også helt absurd, som vi aber bare har svinet jordkloden til.

Selvom hele verden nærmest har været lukket ned i 2-3 måneder, så kræver det åbenbart meget mere af os, hvis vi altså vil nå målene i Parisaftalen. Ifølge aftalen skal udledningen af drivhusgasser falde med 7,6 pct. hvert år i de næste 10 år for, at vi kan sikre, at temperaturen på kloden ikke stiger mere end 1,5 grader. I år får vi højst sandsynligt det største fald i den globale udledning af drivhusgasser nogensinde, men vi når alligevel ikke helt målet.

Ifølge FN’s meteorologiske organisation, WMO, vil reduktionen i 2020 kun nå omkring 6 pct. Vi kan vel “takke” corona-virussen for denne reduktion, men alligevel skal der åbenbart meget mere til. Er det ikke en smule tankevækkende, eller er vi blevet fuldstændig ligeglade med klimaet?

Mange af os har under nedlukningen af landene set billederne fra forskellige storbyer, hvor man kunne se, hvordan menneskeskabte røgskyer og forurening har forladt storbyerne, samtidig med at planeten har fået lov til at ånde en smule.

De fleste af os har sikkert også set billederne af forskellige dyrearter løbe rundt på de utrafikerede veje i forskellige storbyer. Det har de vel nok nydt og måske endda tænkt: “yes, endelig forsvandt de der aber, så vi også kan få noget plads på planeten”. I bund og grund har de vel samme rettigheder over planeten som os mennesker, men vi har groft sagt enten slagtet og spist, mishandlet eller sat dem i bur. Jo, så bruger vi også nogle af dem som kæledyr.

Vi mennesker har længe ageret som Gud og betragtet sig selv som bedre og mere værd end alt andet levende. Denne indstilling kan sagtens blive vores egen ødelæggelse.

Nu, skal jeg nok passe på med, hvad jeg skriver. Jeg skulle helst ikke gå hen og blive alt for upopulær iblandt “mine egne”. Man skal sgu heller ikke være alt for ærlig, det er vi mennesker ikke specielt glade for, selvom vi ofte påstår det modsatte.

Der burde i hvert fald ikke herske nogen tvivl om, at planeten er blevet syg, og selvom mange snakker om at redde den, så tror jeg personligt ikke på, at vi kan nå det, i hvert fald ikke med de små tiltag, som politikerne snakker om (vi kan ikke tale os ud af alle problemer, der mangler handling). Det er corona-krisen og de ovenstående tal også et tydeligt bevis på.

Selvom vi i 2-3 måneder næsten lukker hele verden ned, så når vi alligevel ikke helt målene. Det er da lidt bekymrende.

Der skal meget mere til, men vi mennesker har desværre ikke længere det store forhold til klimaet. Vi har rykket os væk fra vores egen natur, og vi bor og lever i dag, som om vi ikke er en del af planeten. Vi har alle sammen gemt os i storbyerne og alt omkring os er blevet beton og mekanisk, ja, menneskeskabte genstande.

Derudover vil vi hele tiden have mere af det ene og mere af det andet, det holder planeten bare ikke til.

Vores forbrug og vækstfokuseret levevis har tydeligvis en negativ effekt på klimaet.

Min påstand er, og så må I mere end gerne hænge mig op på den, at så længe det her forbrug og det evige vækstfokuserede system eksisterer, ja, ligeså længe vil ødelæggelsen fortsætte, men vi mennesker har det også altid med at opfatte tingenes alvor, først efter at ulykken er sket.

Vi skal stoppe med at lege Gud og begynde at leve som en del af planeten og ikke som ejerne af den.