Tiden er kommet til at skrive et nyt kapitel for det borgerlige Danmark
En blind kan se, at det borgerlige Danmark er udfordret. Blandt partierne på Christiansborg er det svært at få øje på et samlet borgerligt reformprojekt, der for alvor kan udfordre en historisk stærk statsministers tydelige socialdemokratiske agenda. Det afspejles i meningsmålingerne, at borgerne heller ikke i tilstrækkeligt omfang er i nærheden af at kunne få øje på en vision, de vil honorere med en stemme, og udsigten til valgperiode efter valgperiode under Mette Frederiksens stærke hånd kan synes uundgåelig.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det er ikke så underligt, at vælgerne ikke er villige til at give magten til de politiske hold, der ikke er i stand til at forklare, hvad det i givet fald vil stille op med magten. Vil vi borgerlige vinde magten, skal vi gøre os umage. Lige nu ser det svært ud. Der kives partierne imellem, og der er langt mellem de idérige snapse.
Og så alligevel. For som Churchill sagde, skal man aldrig lade en god krise gå til spilde. Han sagde det i en alvorligere kontekst, men der er noget rigtigt i, at en krise også åbner muligheder.
Ligeså også i tilfældet det borgerlige Danmark. Det starter og slutter med (selv-)refleksion. Her er det vigtigt at skelne mellem de borgerlige partier og det øvrige borgerlige Danmark. Blandt debattører, skribenter, erhvervsfolk og i kulturlivet er der masser af solidt borgerligt tankegods.
Hvis man kigger på det gængse borgerlige udtryk blandt partierne, er sagen en anden. Lidt polemisk skåret til kan jeg ikke fortænke nogen i at tænke, at borgerlighed er noget med had til muslimer og retten til et fedt køkken. Den konservative partiformand, Søren Pape, har da også ved flere lejligheder langet ud efter Jakob Ellemann-Jensen, som Pape ikke mener fører en tilstrækkelig stram udlændingepolitik. Mon ikke Pape er formildet af Venstres opbakning til det grundlovsstridige forslag om at forbyde bønnekald?
Når Pape argumenterer med, at det skulle være den stramme udlændingepolitik, der binder de borgerlige partier sammen, er det netop et symptom for den deroute, det borgerlige Danmark står i.
For det at være borgerlig handler selvfølgelig ikke om udlændingepolitik. Det er simpelthen for fattigt at gøre borgerlighed op på en udlændingepolitisk strammerskala.
Borgerlighed handler om økonomisk ansvarlighed og om værdipolitik på retsstatens grund. Om dannelse og om udsyn. Det er jo dét, der binder os sammen. Ikke den stramme udlændingepolitik. Det at være borgerlig er både noget helt andet og meget mere.
Når det kommer til værdipolitikken, er der en naturlig forskel på at være konservativ og på at være liberal. Men på tværs af de ideologiske forskelle har man historisk stået sammen om forsvaret for individets ukrænkelighed. Om forsvaret for menneskerettighederne, den personlige frihed og de europæiske værdier. Og en kærlighed til retsstaten.
I skismaet mellem stat og individ har de borgerlige altid stået på det enkelte menneskes side. Det er dét, der er det borgerlige værdigrundlag.
Men der er, som om de borgerlige værdier skrider i disse år. Det kan man se, når for eksempel Rasmus Jarlov hånligt kalder retsstatens principper for »fine franske principper«, når Inger Støjberg gør Instrukskommisionens arbejde til en folkeafstemning om sig selv, når Pernille Vermund sender fly i luften med vildledende kampagner mod retsstaten, og når Marcus Knuth jubler, da Alternative für Deutschland blev Tysklands tredjestørste parti.
Når man i flæng normaliserer højreekstreme begreber som knæfald for islam, befolkningsudskiftning, islamisering og svarer Black Lives Matter med All Lives Matter.
Når man konsekvent argumenterer med splid og skæl i stedet for at samle danskerne på tværs af religioner og etnicitet, ja, så høster man, som man sår.
Man forstærker problemer, man skaber ængstelige hjerter og triste sind. Det rimer meget dårligt på borgerlig humanisme.
Selvfølgelig skal vi kunne tale om de reelle problemer og finde frem til løsninger. Men ligesom det ikke nytter, at nytilkomne gør sig selv til ofre, må vi andre ikke konsekvent gøre dem til fjender eller syndebukke. Vi skal i stedet være glade for, at det på en lang række parametre går fremad med integrationen. Det går faktisk langt bedre, end rygtet siger.
Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen lancerede i sin tid ambitionen om en fast og fair udlændingepolitik.
Det med det faste er indfriet, nu handler det om også at gøre politikken fair. Det borgerlige værdikompas skal på plads igen, og humanisme skal igen være en borgerlig dyd. Sammen med åbenhed, frisind og et solidt forsvar for retsstaten.
Det er på tide at skrive et nyt kapitel for det borgerlige Danmark.