Fortsæt til indhold
Kommentar

Sæt flypriserne ned til Grønland og Færøerne

Det vil fremme sammenhængskraften i rigsfællesskabet.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det må kunne lade sig gøre at finde midler til at øge sammenhængskraften i rigsfællesskabet. Det er en væsentlig grænsehindring, at familiemedlemmer ikke har råd til at besøge deres familie i Grønland og Færøerne.

Måske kunne man bibeholde prisniveauet for turister, men udstyre danske statsborgere med en form for klippekort, hvor man én gang får en frirejse eller rabat på rejsen f.eks. hvert femte år.

I en tid, hvor stormagter slår ring om os, og hvor uvidenhed, fordomme og grænsehindringer slider på vores hårdtprøvede fællesskab i den danske stat, er det i 11. time, at der sættes ind for at øge sammenhængskraften.

Vi kunne starte med en prøveperiode på et par år for at se på, hvordan det smitter positivt af på relationen mellem Grønland, Danmark og Færøerne. Det vil formodentlig også åbne døre erhvervs- og investeringsmæssigt, for grænsehindringer er også væksthindringer. Det har især Grønland ikke råd til i den nuværende økonomiske situation, hvor andre uden for fællesskabet kiler sig ind og skubber sammenhængskraften ud.

Dyre flypriser lukker porten til Grønland. Foto: privat

Af denne kommentar i Information fremgår 10 bud på yderligere tiltag, som kan komme borgerne i rigsfællesskabet til gavn.

Rigsfællesskabet er en enestående konstruktion, som desværre vakler under små konstruktionsfejl, som let kan udbedres, men som – hvis de ikke bliver det – vil få den til at styrte sammen. Vores rigsfællesskab bliver undergravet af grænsehindringer, og de alt for dyre rejser er én af dem.