Religionsfrihed bliver til religionsbegrænsning

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I går var jeg til en meget kort debat i TV2 News. Jeg blev desværre afbrudt, da der ikke var tid til at nuancere debatten.

På den anden side stod Sørine Gotfredsen, som gik ind for et forbud mod bønnekald, selvom det så ud til at være et symbolpolitik.

Men sjovt nok nævnte hun ligesom alle andre, at i Danmark har vi religionsfrihed.

Og dette ord, ”religionsfrihed” hæfter jeg mig ved.

For hvordan kan man tale om religionsfrihed, når man netop begrænser muslimernes mulighed for at leve deres religion også i det offentlige?

Når Folketinget gang på gang laver love, der kun gælder bestemte grupper som muslimer og begrænser deres muligheder. Når ønsket er, at muslimer får frataget deres demokratiske rettigheder som at kunne stemme. Eller når nogle medlemmer af Folketinget nægter at give muslimer statsborgerskab, udelukkende fordi de er muslim. Eller når de bliver generet af Rasmus Paludan, der går rundt og brænder Koranen af som muslimerne betegner som den hellige bog - og får finansieret sin beskyttelse af staten. Hvordan kan man tale om religionsfrihed?

Når enhver politisk lejlighed benyttes til at genere muslimer, kun fordi de er muslimer, kan man egentlig tale om religionsfrihed i Danmark?

Vi har også haft diskussioner om, hvorvidt man skal bære tørklæde, hvis man er sundhedsperson. Nogle har nået det punkt i deres ekstremistiske holdning, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan være professionel i sit arbejde, når man bærer tørklæde.

Det er grotesk!

Når muslimerne bliver opfordret til at gemme alt religiøst væk og kun leve det i deres eget hjem, og får at vide, at ”religion er jo privat sag”, så bliver jeg træt.

For nej! Ingen behøver gemme sin religion, bare fordi nogle føler sig provokeret af den.

Muslimer skal ikke udskammes, fordi de er muslimer og skal heller ikke gemme det væk.

Det er lige så grotesk, som man i sin tid bad jøderne at ”lade som om, de ikke var jøder i det offentlige”.

For så har vi ikke religionsfrihed.

Religionsfrihed har man netop for at ikke føle behov og trang til at skulle skjule det for ikke at provokere andre. Ingen skal skjule noget som helst.

For min skyld behøver man ikke have bønnekald. Jeg beder ikke. Jeg praktiserer det ikke ”efter bogen”. Men jeg er heller ikke tilhænger af, at ordet ”forbud” kommer op igen og igen i en sætning, hvor ordet ”muslimer” er.

Hvorfor kan den danske stat ikke lære, at man intet får ud af et forbud?

Og hvorfor er vores politikere så optagede af at være så bombastiske i deres holdning og gerne vil slå hårdt ned i stedet for at gå i dialog med muslimerne?

Ønsket at få mulighed for at praktisere bønnekald er kun et symptom. Det er ikke problemet. Ligesom et forbud kun er symbolpolitik, men løser ingen problemer.

Disse behov opstår hos nogle danske muslimer igennem de forsamlinger, de kommer ind i. Disse forsamlinger har Danmark ingen styring over. Forsamlinger, moskeer og personale som f.eks. en imam, bliver rekrutteret gennem andre lande som Saudi Arabien og Tyrkiet. Og det er også dem, der sætter dagsordenen, ligesom det er dem, der hjælper dem med at fremkalde visse behov.

Så længe, man ikke gør moskeerne til en del af den danske kultur og opretter en imamuddannelse i Danmark, hvor vi kan uddanne imamerne selv, så vi kan modernisere dem og afspejle demokratiet i det og kunne kontrollere og styre, vil vi aldrig nogensinde lykkes med at løse problemerne.

I dag forbyder man denne ønske, i morgen noget andet. Men hvorfor ikke dykke ned og løse problemet i stedet?

Opret et skattesystem, hvor man frivilligt kan betale moskeskat og dermed finansiere det selv.