Et forsigtigt bud: Joe Biden vinder den 3. november
Og derefter bliver USA reelt et etpartisystem – befolkningsudskiftningen garanterer det.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Jeg håber fortsat på, at Donald Trump kan trække en mirakuløs sejr i land til november, men jeg tror ikke selv på det. I realclearpolitics.coms gennemsnit hedder det lige nu 50,6 pct. til Joe Biden mod 41,1 pct. til Donald Trump.
Ja, Trump vandt i 2016 mod alle odds, men han vandt kun, fordi han lige akkurat vandt de tre delstater Pennsylvania, Michigan og Wisconsin. Havde Hillary Clinton kunnet flytte mindre end 80.000 stemmer til disse tre stater fra Californien (som hun vandt med mere end tre millioner stemmer flere end Trump), havde hun vundet. På landsplan fik hun netop næsten tre millioner flere stemmer end Trump.
Trump står i øjeblikket til at tabe syv af de delstater, som han vandt i 2016.
Langt mere alvorligt for Republikanerne er, at delstaten Texas med det næsthøjeste antal valgmænd, i år 38, er ved at blive blå, hvilket vil sige Demokratisk. Det sker, naturligvis, især som følge af et voksende antal hispanics i Texas.
Og når Texas får Demokratisk flertal, kan Republikanerne ikke længere vinde det Hvide Hus. Det sker nok ikke i år – Trump kan sagtens tabe, selv om han vinder Texas – men det vil med garanti ske om fire eller otte år på grund af indvandringen fra Latinamerika, især Mexico.
Jeg har ikke set nogen danske medier tage dette forhold seriøst, men jeg vil nu forklare, hvorfor det er et vandskel, et tidehverv, i amerikansk politik, vi i de nærmest kommende år vil blive vidner til:
I 1965 gjorde Kongressen og præsident Lyndon B. Johnson op med de immigrationslove, der havde gjaldt siden begyndelsen af 1920’erne, stadfæstet i 1924 med ”The Immigration Act of 1924”.
Denne lov satte kvoter for, hvor mange europæere der kunne komme til USA. Kort fortalt kunne mange englændere, tyskere og skandinaver gøre sig forhåbninger om at kunne immigrere til USA, fordi der i forvejen var mange amerikanere med rødder i disse lande. Omvendt måtte f.eks. italienere, russere og polakker sande, at det var blevet langt sværere at opnå adgang (rent bortset fra Sovjetdiktaturet, der slet ikke tillod udrejse).
Systemet var fremragende udtænkt, fordi det sikrede, at det over en årtier lang periode var muligt at assimilere øst- og sydeuropæerne til amerikansk kultur. Kulminationen var ”The Good War”, anden verdenskrig, hvor amerikanere med alle europæiske baggrunde kæmpede sammen om at banke Hitlertyskland sønder og sammen.
I 1965 fik det massive Demokratiske flertal den idé, at USA skulle åbnes mod alverden. Det skete med ”Immigration and Nationality Act of 1965”.
Nu havde hele den vide verden adgang til USA under bestemte forudsætninger. Familiesammenføringer var blot én af dem. Samtidig faldt grænsepolitiet ved Rio Grande (USA’s grænse til Mexico) i søvn, og resultatet har vi her 55 år efter:
I 1965 var en 83-84 pct. af den amerikanske befolkning efterkommere af europæere. I 2019 er det anslået til 60,4 pct.
De ”andre”, ikke-europæerne, stemmer massivt på Demokraterne, som lover dem flere velfærdsgoder og fortsat masseindvandring. Det Demokratiske Parti er lykkedes med en transformation, hvor man er gået fra at være partiet for de hvide arbejdere (og de hvide i Sydstaterne, der ønskede raceadskillelse) til at være partiet for minoriteterne.
De har næsten fuldført deres vandring, har Demokraterne. Om ganske få år, nok allerede i 2020, vil Republikanerne ikke længere kunne vinde valg af afgørende betydning i USA. Når Texas går tabt for Republikanerne, er de færdige som gårdsangere.
Spørgsmålet derefter bliver, hvordan de hvide Republikanere vil reagere, når de forstår omfanget af denne kendsgerning. Jeg tror ikke, at det kommer til at gå fredeligt for sig, men jeg er bare budbringeren af de kedelige nyheder.