Hvorfor er der så snavset på hospitalerne?
Der skal være prestige i at gøre rent
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Jyllands-Postens afsløring af den manglende hygiejne på hospitalerne bringer et indestængt mangeårigt raseri frem i mig.
Der er jo desværre intet nyt i det gamle ord om, at det kræver et godt helbred at ligge på hospitalet. Og lad mig tilføje, at det kræver et godt helbred at være besøgende på et sygehus.
For nogle år siden besøgte jeg dagligt en indlagt patient. Forinden sagde et familiemedlem, at jeg endelig ikke måtte røre ved noget som helst, da hospitalet var »møgbeskidt«.
Ved selvsyn kunne jeg dagligt i flere uger blandt meget andet iagttage nullermænd og blod i elevatoren.
Jeg turde aldrig gå på toilettet og medbragte renseservietter, som jeg brugte som handsker, så jeg aldrig kom i direkte kontakt med håndtag mv.
På et andet hospital havde jeg anledning til igennem nogen tid at iagttage rengøringen på en patientstue med en meget syg patient.
Rengøringspersonalet kom dagligt i få minutter. Støvet på gulvet blev flyttet lidt rundt med en tør, snavset moppe, der sikkert medbragte virus og bakterier fra andre stuer.
Det gik ud over patienten, der fik stukket et stort hul i en blodåre, så alle mulige slanger kunne indføres permanent. Der var fuld adgang for alskens snavs og sygdom. Og det var tæt på, at det gamle ord om, at operationen lykkedes, men patienten døde, var gået i opfyldelse. Patienten fik infektion og dødeligt høj feber, men reddede på grund af et stærkt hjerte i sidste øjeblik livet.
Her i coronatiden blev en patient indlagt på et tredje hospital og på en afdeling, der intet havde med corona at gøre. Han opsnappede samtalen mellem sygeplejerskerne, der var bekymrede, fordi de midt i deres arbejde uden varsel blev kommanderet over i coronaafsnittet og tilbage igen. Det var for min bekendt bare om at komme hjem hurtigst muligt.
En anden bekendt blev indlagt med hjerteanfald, men det, der bekymrede patienten og hendes pårørende mest, var, om patienten nu blev smittet med corona under indlæggelsen. Det var bare om at komme hjem hurtigst muligt.
De sygehusansvarliges svar til Jyllands-Posten i dagens avis er ikke andet end en lang række søforklaringer. Det er uhyggeligt så lidt forståelse de pågældende har for, at grundforudsætningen for al helbredelse og smittebegrænsning altid er renhed. Det er, som om det kommer helt bag på sygehusvæsenet, at hygiejnen a l t i d skal være i top. Det er jo helt ude i skoven at bruge ydre omstændigheder som undskyldning for en rent ud sagt snavset kultur.
Det er på tide, at sygehusvæsenet præsterer det mest grundlæggende. Renlighed. Det er, som om der lades hånt om renlighed i større omfang end i min barndom, hvor min mor stod parat med sæbe og et skinnende hvidt håndklæde, når lægen kom på besøg, og når han gik.
Det er intet mindre end forbryderisk, hvis man undskylder sig med manglende bevillinger. Så må der omprioriteres, og sundhedsvæsenets ansvarlige bringes til at forstå, at rengøring på hospitalerne døgnet rundt er forudsætningen for, at vi ikke bliver udskrevet mere syge, end vi var, da vi blev indlagt.
Regioner og andre må gøre det til en æressag, at der er rent på sygehusene.
Det bør være en prestigesag og en æressag at have det mest rene sygehus.
Det vil sikkert også vise sig at være en god forretning.