Hjertelig tillykke med Grønlands nationaldag. Jeg håber en dag at kunne fejre den med stolthed her i Danmark

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I Grønland er vasketøjet hvidt. I Danmark er det beskidt. Foto: Privat

I dag er det Grønlands nationaldag. Det er ikke en fejring, jeg er vokset op med. Dagen blev først indført af det daværende Hjemmestyre i 1983. Alligevel fejrer mange grønlændere i Danmark dagen med stor glæde, og normalt (altså før corona) byder de grønlandske huse i Danmark på kaffemik på nationaldagen.

For mig er det tillært at fejre dagen, på samme måde som jeg heller ikke fejrede halloween, da jeg var barn. Og så er det alligevel ikke det samme, for fejringen handler om meget mere end en fest. Det er stolthed, savn og sammenhold. Når man siger det, lyder det meget godt. Virkeligheden for grønlændere i Danmark forbinder jeg dog ikke med stolthed og sammenhold.

Nationaldagen har for få år på bagen til at have været en del af min barndom. Men hvis den havde været det, så havde jeg ikke fejret den i Danmark. Ikke fordi jeg som barn ikke savnede Grønland og ønskede at vise min identitet frem, men fordi det at være grønlandsdansker ikke ligefrem er et varemærke. Det var det ikke dengang i 70’erne, og det er det desværre stadig ikke.

Råmaterialet til nationalfølelse findes, men det er svært at få bundet enderne ordentligt sammen her i Danmark.
Det er lidt, som om Grønland har taget alt det gode selv: den overvældende og smukke natur og kulturarven, mens alt det snavsede undertøj bliver hængt til skue i Danmark. Og ja, det er et problem, at man ikke kan se en film eller læse en bog uden at grønlænderen i Danmark er beskrevet som en tandløs med klirrende plasticpose mellem benene. MEN det er ikke danskernes skyld (i hvert fald ikke alene), at disse fordomme stadig lever i bedste velgående. Uanset hvor mange nationaldage vi fejrer, og hvor mange gange vi insisterer på, at langt de fleste grønlændere klarer sig godt, så ændrer intet sig.

Selv om jeg ikke er vokset op med nationaldagen, så er det en tradition, som jeg gerne vil tage til mig. For drømmen om Grønland, min grønlandske identitet og stoltheden over mit hjemland lever dybt inde i mig. MEN det forekommer mig ikke naturligt at skilte med det. Følelsen slippes kun rigtigt løs, når jeg er på ferie i Grønland, hvilket jeg er alt for sjældent, fordi der er for dyrt.
Den rolle, jeg har påtaget mig som grønlandsdansker (til trods for mine ihærdige skriverier i medierne), forekommer stadig ikke helt naturlig. Det er nok også derfor, jeg ikke helhjertet har kunnet give traditionen videre til mine børn. Følelsen af at klare sig bedst ved ikke at vise den grønlandske identitet frem er ikke sådan at slippe af med, når fordomme og ligegyldighed har slået så grundigt rod på Christianshavns Torv, Klostertorvet og mange andre steder.

Der er ingen politisk velvilje til at løse problemet fra grønlandsk side. Det kan nemlig ikke løses uden at pege pilen tilbage på Grønland. Danmark svarer igen med en ligegyldighed, som underminerer rigsfællesskabet og dagen i dag.

Jeg er ikke imod nationaldagen. Tværtimod. Der skal gerne mere til af den slags. At vise det grønlandske og færøske flag i Danmark er noget, jeg selv var med til at foreslå den tidligere regering. Det er bare ikke nok at hejse flaget for at fejre det rådne eller i bedste fald ligegyldige forhold til Grønland. Der skal store forandringer til, som skal ind med modermælken i skolesystemet.

Hjertelig tillykke med Grønlands nationaldag. Jeg håber en dag at kunne fejre den med stolthed her i Danmark.