Hvordan kan man støtte en regering, som man ikke kan få fat i?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Mærkværdigvis sidder grønlandske stemmer, som støtter den danske regering, og ikke kan få fat i statsministeren og river sig i håret. Både danske journalister og lobbyister har heller ikke en dør åben til statsministeriet.

»På trods af at jeg sidder i oppositionen hjemme i Grønland, støtter jeg jo den danske regering. Men jeg har oplevet, at nogle ministre er svære at få fat i. Særligt statsministeren har der ikke været et møde med endnu, på trods af at vi har ønsket det og rykket for mødet. Det synes jeg er ærgerligt.« Sådan skriver folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen. Og jeg må sige at følelsen er velkendt.

Den danske regering burde lave en klar strategi for udviklingen i rigsfællesskabet, som både Inatsisartut, Naalakkersuisut og Folketinget bliver inddraget i.

Desuden lovede Socialdemokratiet ifølge Aaja Chemnitz Larsen et stort fokus på rigsfællesskabet under regeringsforhandlingerne sidste sommer.

Jeg må sige, at som aktiv lobbyist er det dybt frustrerende ikke at blive hørt. Det samme synes tilsyneladende det grønlandske parti IA at være enigt i. Aldrig har jeg oplevet så lukket en højborg. Faktisk var jeg vant til at drikke kaffe med danske ministre, som var interesseret i vores input til rigsfællesskabet. Men den danske regering kan selv og vil selv. Og det er dybt frustrerende, fordi de ikke har kompetencerne til at komme i mål med f.eks. en Arktis-strategi uden os.

Vi trænger til at blive hørt, til mindre topstyring og til mindre spin. Det handler om et dansk demokrati, hvor vi skal høres og føle, at det er vores stemme, som føres ud i livet. Det minder for meget om Nordkorea og for lidt om dansk demokrati. Og det er slet ikke i orden.