Den afroamerikanske tragedie handler ikke om racisme
Intet tyder på, at politiet generelt overreagerer. Derimod er det en social katastrofe, at kun en tredjedel af de afroamerikanske børn lever med begge deres forældre
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Måske handlede det uhyggelige drab på George Floyd om racisme. Og der er i hvert fald helt sikkert racister i det amerikanske politi, ligesom de begår mange uretfærdigheder. Men er det systematisk? Er det udtryk for en systematisk uretfærdighed? Og er det særligt relevant for afroamerikanernes problemer? Det er der meget lidt, der tyder på.
For nogle år siden besluttede en amerikansk professor i kriminologi at undersøge spørgsmålet. Han nåede frem til, at sorte mænd ganske rigtigt udgør en tredjedel af alle dræbte af politiet. Det er selvfølgelig højt i betragtning af, at afroamerikanske mænd kun udgør 6% af befolkningen og derfor er der ubestrideligt et alvorligt problem. Det er bare ikke et problem med politiets angivelige systematiske racisme. For det er svært at argumentere for, at der er tale om en overreaktion.
Det er desværre blot udtryk for, at afroamerikanske mænd er væsentligt mere kriminelle end gennemsnittet. Ja, 32% af de politidræbte er sorte mænd. Men modsvarende er sorte mænd ansvarlige for 40% af alle døde politifolk. Der bliver naturligvis begået hjerteskærende uretfærdigheder som den begået mod George Floyd. Men det er en uhyggelig forskydning af problemerne at gøre de sortes problemer til et resultat af politiadfærd.
Det er mildest talt ikke kun politiet, der slår ihjel. Der bliver begået endnu flere drab af civile i lovligt selvforsvar, hvor sorte mænd udgør hele 58% af de dræbte.
Men hvem begår de drab? Det gør andre sorte. 73% for at være helt præcis.
Langt mere alvorligt er, at sorte mænd udgør 43% af alle myrdede i USA. Det er mere end 4.000 hvert eneste år, og jeg minder igen om at sorte mænd kun udgør 6% af befolkningen. De er altså i voldsom grad mere udsat end befolkningen. Men hvem begår mordene på de sorte mænd? Det gør andre sorte mænd. I 90% af tilfældene.
Sorte amerikanere er både udsat for langt mere kriminalitet, ligesom de begår langt mere. Derfor udgør sorte en tredjedel af alle personer i amerikanske fængsler. Og knap 1 ud af 10 afroamerikanske mænd i alderen 25-54 er i fængsel. Tænk lige over det. Det er en social katastrofe.
Men her er det værste. To tredjedele af alle afroamerikanske børn bor i familier med en enkelt forælder. Med en lang række kendte og veldokumenterede sociale dårligdomme som resultat. Det er far, der mangler i langt de fleste tilfælde, og det påvirker især drengene, når der ikke er en far til at sætte grænser. Af alle afroamerikanske problemer, er de brudte familier det suverænt mest alvorlige.
Den slags ændrer man med kultur. Med ændrede værdier. Fremme af loyalitet over for familien, troskab, pligt, behovsudsættelse og ansvar. Mindre dyrkelse af sig selv.
Jeg spekulerer på, hvor mange af de 10.000 danskere, der forleden gik i demonstration for sorte amerikanere, som også hører gangsterrap. En musik, der mere end noget andet promoverer den absolutte nedturskultur, der er med til at fastholde sorte på bunden af det amerikanske samfund. Musikken er så åbenlyst destruktiv, at sangerinden Alicia Keys engang gav udtryk for, at gangsterrap er et ”komplot for at narre sorte mennesker til at slå hinanden ihjel”.
Og tænk sig, at bevægelsen Black Lives Matters-bevægelsen decideret har på deres spinkle program, at de vil ”disrupte” kernefamilien. Gift til en i forvejen dødssyg patient – det støtter man kun, hvis man reelt ikke kerer sig om de udsatte.
De eneste, der kan løse afroamerikanernes problemer, er afroamerikanerne selv. Lytte mere til Candace Owens og mindre til Barack Obama. Og vi andre kan lade være med at deltage i tåbelige, dydssignalerende demonstrationer og understøtte tabermusik.