Sig mig, sover I, Danmark?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Den grønlandske selvstændighedsdebat har i mere end fyrre år haft negativ indflydelse på grønlændere i Danmark. Den fælles forhistorie mellem Grønland og Danmark har sat grønlandske politikere i en offerrolle, hvor de uden modspil stiller krav til Danmark. Samtidig har det fået berøringsangsten til at brede sig til hele Folketinget.

Frygten for at blive kaldt for neo-kolonialister er større end fornuften. Det må jo ikke skygge for at få en aktiv Arktis-politik, nu hvor USA ruller ind i Grønland, og Kina står på lur. Det er på tide, at vi selv får en Arktis-politik, som inkluderer alle danske statsborgere. Vi bliver kørt ud på et sidespor, når stormagterne rykker ind i Grønland, mens vi holder os væk. Og i næste uge rykker USA ind i Grønland!

Danske skatteborgere og vælgere er aldrig blevet draget ind i debatten om rigsfællesskabet. Det ville ellers kunne mindske fordommene, hvis danskerne forstod, hvorfor det er i vores fælles interesse at finansiere den nordatlantiske del af staten. Det kommer til at se ud, som om amerikanerne forstår vores identitet, mens danskerne ikke gør. Og det er jo ikke sandheden.

Derfor kan jeg kun opfordre danske politikere til at komme ind i kampen og spørge sig selv, hvorfor forholdene i Grønland har fået mange grønlændere til at flygte til Danmark. For det kan godt være, vi ikke tør blande os i interne grønlandske forhold, men vi skal blande os i, hvordan det påvirker alle danske statsborgere med denne stigende og omklamrende interesse for vores forhold.

Den gode historie om Grønland og Færøerne har ikke fået fodfæste i Danmark. Det var måske på tide, at den fik det? Og at vi én gang for alle besluttede at sætte rigsfællesskabet på skoleskemaet. Det er, som om vi er blevet statister, der ser til, men amerikanerne etablerer ambassader i Grønland, og kineserne forsøger det samme.