Det er samfundets skyld

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er samfundets skyld, siger venstrefløjen, uanset om det er en sort mand, der myrder en hvid politibetjent, eller en hvid politibetjent, der myrder en sort mand.

Strukturer og diskurser bestemmer menneskers adfærd, at nogle er undertrykte, mens andre er diskriminerende undertrykkere, at nogle er rige, andre fattige, nogle er udsatte, andre privilegerede. Tilværelsen er mangelfuld – og nogle må gøre noget for at fikse uretfærdigheden, så alle har eller får lige meget, uanset om vi taler løn, uddannelse, respekt, anerkendelse, barsel, kærlighed eller sex.

Man forstår til fulde, at venstrefløjen har travlt. Som det hed i en forpustet blogoverskrift forleden, så »kæmper hele verden en kamp mod racisme i USA«.

Nej, det gør ”hele verden” ikke. Jeg er ikke engang sikker på, at ”hele verden” eksisterer som social realitet. Verden, som vi kender den, er opdelt i stater og regioner med forskellige karakteristika, diverse historier og mulighedsbetingelser. Desuden behøver europæerne ikke importere den amerikanske racelære, som gør alt til et spørgsmål om hudfarve.

Vi behøver ikke stige på det tog, der vil racificere det danske samfund, anført af skrigeballoner fra den yderste venstrefløj.

Verden er kompleks, og livet er begrænset for de fleste, selv for privilegerede, hvide, halvgamle mænd som jeg selv. Det burde ikke overraske nogen, men det gør det, og jeg vender da også indimellem tilbage til Bibelen eller andre store bøger for at finde svar eller blot en antydning heraf.

Det mest klassiske og overbevisende af slagsen er slet ikke politisk. Det er besindelsen på, at mennesket er et faldent væsen. Syndigt, som det hedder med et ord, venstrefløjen hader, fordi venstrefløjen, der engang troede, at verden marcherede i retning af det klasseløse samfund, i dag går rundt og tror, at alting er socialt konstrueret.

Med synden står man med et alternativt menneskesyn end det på bjerget tronende. Nemlig et syn på mennesket, der siger, at vist er vi gode om søndagen, eller når TV 2 ringer, men vi kan også være slette, når mikrofonen er slukket. Måske ikke helt i Britta Nielsen-klassen, normalt mindre gustent og med færre nuller bagved.

Vi kan være dydige, åh, så dydige, men vi kan sandelig også være det modsatte, og denne dynamik, som overrasker os igen og igen til trods for dens banalitet, er selve brændstoffet i den menneskelige komedie og tragedie, i Bibelen såvel som film, teater, kunst og ja, sågar i den skinbarlige virkelighed.

Som læserne vil vide, er aviserne fulde af beviser eller indicier herpå. De fleste kender sandheden om andre og måske endda sig selv, når de har fået et par sjusser i sommersolen, men til daglig gør vi, hvad vi kan for at skjule den, hvorfor flere og flere afstår fra overhovedet at holde avis. Vi ved godt, at den er galt fat, men slører det.

Modsat dyrene sletter vi vores spor. Mennesket er dyret, der lyver, om ikke andet for sig selv. Som der stod i JP den anden dag: »Mand skal i fængsel: Rejste med tog 86 gange uden at betale«.

Korrekt, mennesket er dyret, der tror, tænker, taler, arbejder, elsker og udviser tegn på spontanitet. Men det er også en skabning, der hader alt muligt af mere eller mindre gode grunde. Det er en skabning, der har travlt med at forsikre overfor naboen, at det ”siger nej til racismen”, men ellers synes, at ældre, hvide, succesfulde mænd er nogle forbandede svin, der bare har at vige pladsen for kvinder, sorte, indvandrere eller transkønnede.

Det realistiske og kristne menneskesyn interesser mig fortfarende. Jeg undrer mig blot over, hvor det blev af. Hvordan opnåede det altruistiske og urealistiske menneskesyn hegemoni i Vesten?

Som sognepræst Sørine Gotfredsen argumenterer for i sin nye katekismus ”Som Sørine læser Bibelen”, er det mytologiske syndefald så grundlæggende, at vores jordiske liv forandres af det. Ganske vist skal Adam og Eva, deres børn og børnebørn ikke dø her og nu, fordi at de lod sig lokke til at spise af den forbudne frugt, men deres vilkår er dramatisk forandret: »De er blevet dødelige, og med dem menneskeskabningen som sådan«.

Evigheden og uskylden er tabt. Men noget er vundet: evnen til at kende godt og ondt.

Det er med andre ord ikke samfundets skyld. Ikke altid, ikke hver gang, ikke universelt. Sagen er langt mere kompliceret.

Lyt også til podcasten ”Jalving ser rødt”, hvor Mikael Jalving undersøger det, han kalder den borgerlige værdikrise.