Ateismen lever i mange folkekirkedanskere

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Den berømte og berygtede folkekirkepræst Thorkild Grosbøll døde for nylig.

Det var ham, der i begyndelsen af det nye årtusinde blev kendt et godt stykke udenfor landets grænser for at være en præst, som ikke troede på det, han var ansat til at formidle. Eller mere præcist: Han troede ikke på en skabende og opretholdende Gud, men kun på ”gud” som et andet navn for noget mellemmenneskeligt.

Når man læser Grosbølls bøger, forstår man, at han endte med at vedkende sig ateismens tro. Det er ikke uden grund, at formand for Ateistisk Selskab, Simon Nielsen Ørregaard, skrev en hyldest-kronik til Grosbøll i forbindelse med Grosbølls død, hvori han blandt andet hævder, at mange folkekirkemedlemmer ret beset er ateister.

Det tror jeg, han har ret i.

Hvilket dog ikke er det samme som, at de er holdt op med at tro. Ateismen er også en tro.

Mange bilder sig ind, at ateisme bygger på viden, mens religion bygger på tro. Det er desværre en myte, som er gentaget så ofte, at den har fået karakter af objektiv sandhed.

Nyere undersøgelser viser, at et flertal af naturvidenskabelige forskere anser sig selv for at være moderate eller dybt religiøse. Og tallet er stigende.

I 1916 foretog en amerikansk psykolog en undersøgelse blandt videnskabsmænd, hvori han spørger, om de tror på en Gud, der aktivt kommunikerer med mennesker, f.eks. gennem bøn. 40% svarede ja, 40% svarede nej, 20 % var ikke sikre. I 1997 gentog to andre amerikanere undersøgelsen med nøjagtig de samme spørgsmål. Resultatet blev offentliggjort i det anerkendte naturvidenskabelige tidsskrift Nature. I løbet af de 80 år var der ikke nogen signifikant ændring i svarprocenterne.

Dertil kommer det, som den franske filosof Simone Weil skriver et sted: ”Man har kun valget mellem Gud og afgudsdyrkelse. Hvis man fornægter Gud, tilbeder man nogle af denne verdens ting i den tro, at man kun opfatter dem sådan, men i virkeligheden – selv om man ikke selv er klar over det – tillægger man dem guddommens attributter”.

Sagt på en anden måde: Når man dropper troen på Gud, opstår der uvilkårligt en erstatningstro. En ”tilbedelse” af andre livsmomenter, en dyb afhængighed af andre ting i livet, som man hægter alle sine håb og drømme op på.

Det er, som en af folkekirkens lærefædre, Martin Luther, allerede gennemskuede det for 500 år siden:

”Det, dit hjerte hænger ved, det, du stoler på, det er egentlig din Gud”.

Det betyder så også, at vi alle, uanset aldrig så meget bevidst tilslutning til kristen tro, med dertil hørende bøn og gudstjeneste og den slags, er udfordret af, hvad man kunne kalde praktisk ateisme. Altså at man i praksis, uanset tro, lader sit hjerte hænge ved og stoler mere på alt mulig andet end Gud.

På den måde har Simon Nielsen Ørregaard mere ret, end han er klar over. Folkekirken er også pænt repræsenteret med alle os, som nok vedkender os troen på Gud, men i praksis er vi konstant fristet af at fæste al vores lid til noget andet. Mange ateister vil givetvis råbe: Så gør det dog! – drop Gud og sæt jeres lid til noget andet. Men to forhold advarer stærkt imod det.

For det første, at Gud ikke forsvinder, fordi vi fravælger ham. Og alt for meget viden peger mere i retning af Guds eksistens end modsat.

For det andet er alternativet værre: mennesket selv som gud. ”Selvets religion”, som Svend Brinkmann kalder det.