Hvad får Mette Frederiksen til at tro, at hun er klogere end tyskerne?
Tyskland fjerner rejserestriktionerne, mens Danmark stædigt holder fast uden sundhedsfagligt belæg
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
En af vores vigtigste rettigheder som europæere er, at vi kan rejse frit rundt i hele unionen. Det er en rettighed, vi har taget for givet, men under Corona har vores rettigheder været suspenderet. Det er vel til at leve med, hvis der var gode sundhedsfaglige argumenter for at smække grænsebommen i. Det er der bare ikke. Seneste eksempel på dette er, at Tyskland fjerner rejserestriktionerne overfor de øvrige EU-lande fra d. 15. juni.
Naturligvis kan man jo bare blæse Udenrigsministeriets anbefalinger en lang march og så pakke bilen eller finde en billet med Ryanair mod sydens sol. For det er ikke ulovligt at rejse ud af landet, men forsikringen dækker højst sandsynligt ikke, og dertil kommer den sociale udskamning af dem, som trodser statsmagtens ord.
Så i praksis er vores rettigheder sat ud af kraft, indtil at statsministerens mavefornemmelse ændrer sig. Og det er netop det, der er hele problemet. Danskernes mulighed for at rejse ud af landet og turistbranchens mulighed for at byde udenlandske turister velkommen er ikke styret af sundhedsfaglige vurderinger. For hvis Tyskland kan lukke op for lande, som har et væsentligt lavere smittetryk end Danmark, hvorfor i alverden kan vi så ikke gøre det samme? Hvad er det, som statsministeren ved, som de tyske myndigheder ikke er klar over? Det kan vi ikke få svar på, og det er et problem.
Da epidemien var på sit højeste, så var det nødvendigt at træffe hurtige beslutninger, men nu står vi ikke længere på en brændende platform sundhedsmæssigt – det gør vi til gengæld økonomisk. Derfor bør vi se nærmere på, hvad kompetente myndigheder gør i andre lande frem for at køre et solorit, som sætter vores frihedsrettigheder over styr, samtidig med at regningen bliver astronomisk.