Nej, det er ikke ”groft uetisk” at kritisere den hårde nedlukning i marts

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

”Groft uetisk!” Sådan lød et dunder-udsagn i DR Debatten i torsdags. Det kom fra debattøren Mikkel Andersson.

Andersson er en glimrende borgerlig kommentator, men lad os holde fast i, at han er historiker og journalist af uddannelse.

Det afholdt ham ikke fra at holde et belærende mini-foredrag for den tidligere direktør i Sundhedsstyrelsen, Else Smith. Hendes syn på corona er simpelthen groft uetisk!

Jeg må indrømme at hans udfald virker om ikke groft, så i al fald en anelse komisk. Smith er trods alt ikke en forvirret stud. med. men en særdeles indsigtsfuld læge med lang erfaring og grundigt kendskab til pandemi-bekæmpelse. Når hun kommer med sin vurdering, ville jeg i det mindste lytte i stedet for at tiltale hende som om hun er en blød velfærdsudgave af Josef Mengele.

Heldigvis viste Else Smith sig bag de opsigtsvækkende briller at være lige så tålmodig som dagen er lang. Hun hidsede sig ikke op på Andersson. Hun nøjedes med en mild korrektion af hans hysteriske påstande, lod ham snakke og gik så videre med sine pointer.

Jeg håber, hun bliver ved med det, og at andre slår ørerne ud, mens diverse borgerlige debattører har travlt med at kategorisere alle Mette Frederiksen-kritikere som kyniske socialdarwinister.

For allerede nu skal vi kunne diskutere om, det var det rigtige, der skete, da Danmark midt i marts blev lukket ned. Else Smiths vurdering er, at det var en overreaktion:

”Der tegner sig et billede af, at vi muligvis kunne have klaret os fint gennem pandemien med en mindre bastant nedlukning. Ikke nødvendigvis en svensk model, for svenskerne var for dårlige til at passe på især deres ældre i begyndelsen, men måske noget derhenad. Det kan vi se i bagklogskabens lys. Det handler ikke om at pege fingre, men om at blive klogere til næste gang”.

Forhåbentligt klogere! For mens de økonomiske konsekvenser let kan tælles og sikkert snart mærkes af os alle, er det vanskeligere med de menneskelige omkostninger.

Jeg har en mere end klar fornemmelse af, at de er store, ikke mindst blandt ældre og enlige. Er man lukket inde i halvanden måned stort set uden at se et levende menneske og intet ansigt uden for en skærm, er det tungt. Og hvis man skal føle sig som en belastning, alene fordi man gerne vil i kontakt med andre mennesker, er vejen til en dyb depression ikke lang.

”Hvis det er sådan jeg skal leve, så kan jeg jo sådan set ligeså godt dø”, som et ældre menneske betroede mig.

Det har været forfærdeligt som præst at opleve at folk ikke kunne få lov at tage en afsked med deres kære og at kun en lille flok kunne få lov at samles i kirken og på kirkegården – (mens andre kunne få lov at samles op mod 300).

Nej, foranstaltningerne har ikke været ”groft uetiske”. De har været iværksat med de bedste hensigter, men det burde være ukontroversielt at sætte spørgsmålstegn ved de drakoniske og frihedsberøvende indgreb. Især når det viser sig, at statsministeren brugte sundhedsmyndighedernes autoritet 11. marts til at træffe en beslutning, som gik stik imod sundhedsmyndighedernes anbefaling.

Jeg håber, flere sundhedsfaglige eksperter vil blande sig og frygtløst råbe op.

Jeg vil i hvert lytte mere til Else Smith end til Mikkel Andersson, Henrik Dahl og co, når corona-indsatsen skal vurderes.