Let’s drain the swamp, Uhrskov

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

For nylig skrev jeg en blog i samarbejde med KU’s landsformand, Anders Storgaard, så han kunne tage til genmæle mod Morten Uhrskov fra Dansk Samling i en ordveksling, som efterhånden er gået fra at handle om ”Generation Identitær”, og hvad der er galt med deres politik, til i stedet at være en personkrig, som ikke gavner nogen. For at trække diskussionen tilbage, hvor den hører til, har jeg i dag valgt at se lidt mere nøgternt på, hvorfor vi som borgerlige egentlig bør tage så stor afstand fra ungdomsbevægelsen ”Generation Identitær”, som vi overhovedet kan. For det bør og skal vi gøre. De bruger ord som etnicitet, etnokultur og lignende, og selv om de ikke direkte lyder som racetænkere, giver deres retorik altså koldsved, når man læser det. Så, Uhrskov, lad os stoppe mudderkastningen og debattere dette frem for hvorvidt nogen tilhører ”sump-højre”, lad os kort sagt få drænet sumpen.

Det følgende citat er et eksempel på et retorisk røgslør fra Generation Identitærs hjemmeside: ”Befolkningsudskiftning, er den gradvise udskiftning af de europæiske folk med ikke-vestlige migranter. Etniske europæeres fødselstal er dalende, mens migranter generelt føder flere børn, ligesom der konstant migrerer flere hertil Det står tydeligt mellem linjerne, at det her handler mere om race end om etnicitet. ”Befolkningsudskiftning”. Smag på ordet: Det smager ret meget af racetænkning, med en knivspids kanel for at skjule den dårlige og ret bitre smag af det 20. århundredes største fejltagelse.

De benægter at være, hvad medierne kalder ”etnonationalister”. Ikke fordi de ikke vil stå ved, at deres helt store fokus er på etnicitet, men derimod nationalismen. Man taler i de identitæres kredse nemlig om to ting: den nationale identitet og den fælles europæiske identitet. Man må – ifølge de identitære – forstå, at befolkningsudskiftningen rammer hele den EUROPÆISKE befolkning, og man kan derfor meget hurtigt udlede, hvem man vil undgå. Det er de mellemøstlige og afrikanske folkeslag, man gerne ser så lidt til som muligt. Ja, faktisk går man i de identitæres såkaldte metapolitiske univers ind for remigration. De skriver selv: ”[…] For kulturelle praksisser og værdier ændrer sig langsomt over tid, men det er uforanderligt hvem dine forfærdre er. Havde vi ikke den etniske kontinuitet var vi ikke et folk, men løsrevne individer uden forbindelse til vores lange historie, og de skikke og traditioner vi havde, kunne ikke sættes i forbindelse til en lang række af vores forfædre.” Dette fokus på forfædre lugter foruroligende meget af den metodiske slægtsforskning, der fandt sted syd for grænsen i forrige århundrede for at bestemme, hvorvidt man skulle have frataget alle sine ejendele og sendes i lejr, eller om man skulle være med til at bygge et nyt Stor-Tyskland op.

Generation Identitær har i hele Europa trukket debatten om indvandringens udfordringer i en farlig retning. Deres aktivisme, om end den ikke er voldelig, giver også utroligt negative associationer, da den minder uhyggeligt meget om de samme metoder, som autonome eller Greenpeace tager i brug, og som i høj grad skævvrider debatten mere end sætter et reelt fokus.

Vi ser fra GI’s side en aktivisme, hvor der bliver kastet bannere ud, ledsaget af romerlys og tilråb, fra steder og på tidspunkter, der er nøje planlagt til at give mest mulig opmærksomhed og provokere mest muligt, nøjagtigt som Greenpeace gjorde på f.eks. køletårne på diverse a-kraftværker. Vi ser crashing af en fredelig ramadanmiddag på sociale medier med budskaber om at stoppe islamisering. ”Den gode tone i debatten”-kortet er næsten værre end nazikortet nu om stunder, men vi må alligevel stoppe op og tænke et øjeblik på, hvad det er for en utroligt destruktiv sti, vi er på vej ned ad, når den blå ungdom begynder at finde dette tiltrækkende.

Politisk aktivisme er godt. Men når det går ud over f.eks. fredelige mennesker, der blot ønsker at fejre deres helligdage med andre, så er vi altså ude, hvor det ikke længere er bolden, men manden, der er fokus på. Ja, faktisk er vi på vej ned i en tackling, hvor selv Stig Tøfting ville rynke på næsen.