Mette Frederiksen har indført minimumsnormeringer mod sin vilje
Af hensyn til smittefaren er der mange steder indført minimumsnormeringer, selvom “Børnenes Statsminister” ikke mener, det er vigtigt. Vores børn trives som aldrig før og pædagogerne har fået ordentlige forhold. Tænk, hvis man kunne tage hensyn til børnenes trivsel også efter krisen? Men det tror jeg ikke, “Børnenes statsminister” har planer om.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
På min instagram forleden så jeg et billede fra en veninde og mor til en dreng på 2 år. Han lå sovende hen over bordet. Han havde været ude hele dagen. En anden forældre skrev til mig, at aldrig har hendes barn haft det så godt i børnehaven. Fra flere sider kan man læse om pædagoger og personale i institutionerne som nyder tiden netop nu, hvor der er flere voksne og mindre børnegrupper.
De danske børn har det bedre i dag end de har haft i mange år.
Problemet er, at det er på lånt tid. Børnenes trivsel har nemlig slet ikke noget med investeringerne i institutionerne at gøre. “Børnenes statsminister” har indført minimumsnormeringer i praksis, men det er ikke for at sikre vores børn en god barndom og de ansatte gode arbejdsforhold. Det er udelukkende for at holde smittetrykket nede.
Det betyder også, at når smittetrykket vurderes lavt nok, så er “Børnenes statsminister” tilbage til den sædvanlige ligegyldighed overfor børnenes trivsel i hverdagen. Så forsvinder turene i skoven og de mange voksne på legepladsen.
Forældrene er tilbage til at aflevere grædende børn og hente dem med tis i bukserne, fordi der ikke var voksne nok i løbet af dagen. Pædagogerne er tilbage med deres skilte i hånden: “Jeg var alene med 19 børn i dag” og demonstrationer på gaderne.
Jeg har deltaget i demonstrationerne, men jeg ville da langt hellere, at de ikke var nødvendige. Tænk hvis vi kunne indføre normeringer for børnenes skyld. Tænk, hvis vi kunne leve i et samfund hvor en god barndom havde en værdi i sig selv og ikke kun, når der er krise.
Man kan jo håbe, at også statsministeren lytter til de mange tilfredse børn og voksne for tiden. At selv hun på et tidspunkt kan se, at vi ikke kan være bekendt at lade børns trivsel være en undtagelse i krisetiden. Børns trivsel burde være højeste prioritet - kritisk infrastruktur om man vil. Altid.