Konservative sejler i zig-zag, når de stemmer

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

EU’s svar på enhver krise er mere føderalisme. Sådan er det altid, og sådan har det altid været. Derfor har Europa-Parlamentet, siden Corona-krisens udbrud, vedtaget to føderalistiske beslutninger, eller holdninger, om man vil, der repræsenterer præcist, hvad EU-parlamentet mener er den bedste løsning for Corona-krisen. Og der er selvfølgelig ingen grænser for, hvor vidtgående ideer, der er blevet ført frem af EU-politikere fra Europa-Parlamentets glaspalads i Bruxelles.

I april vedtog parlamentet første beslutning, og her ønskede man en stor genopretningspakke med EU-obligationer, således at rige lande i nord (som Danmark) skal kautionere for fattigere landes lån i syd og øst samt et større EU-budget. Derudover krævede parlamentet mere magt og beføjelser tilført til EU-institutionerne, et større EU-budget og et fælles europæisk arbejdsløshedssystem.

Alle disse ultra-føderalistiske ideer var så vidtgående i samtlige formuleringer, at jeg selvfølgelig stemte klart imod, og selv Venstres danske EU-parlamentarikere kunne ikke bakke op om teksten.

Men det kunne de Konservatives Pernille Weiss derimod. Udover at de Konservative blåstemplede og bakkede op om ideerne med deres stemmeafgivelse i salen, så mente Pernille Weiss også, at ideerne var så gode, at hun i et indlæg Avisen Danmark skulle forsvare både tekst og stemmeafgivelse.

Her måtte man forstå, at vi, der stemte imod vanviddet, var uansvarlige og useriøse, mens hun stemte for, fordi hun var en af de slags politikere, der gjorde ’’sig umage med at række ind i fællesskabets udfordrende mikado-spil og finde frem til de bæredygtige løsninger..’’.

Hvad end den slags Gajolpakke-retorik måtte betyde, aner jeg simpelthen ikke, men hvis man var i tvivl om, hvorvidt de Konservative var blevet glade EU-føderalister, så fik de Konservatives Pernille Weiss også understreget, at teksten var blevet særligt god, fordi hun var blevet i Bruxelles under Corona-krisen, og at de værste føderalistiske ideer bare var ’’ideologiske prutter, som alligevel fordufter af sig selv’’.

I min verden er det dog ikke en bedrift at være med i samarbejdet om en tekst, hvis resultatet af teksten er våde føderalistiske drømme om større EU-budgetter, fælles gæld og fælles dagpengeordninger. Så hellere opponere benhårdt. Derudover er der ingen ideologisk varm luft i Europa-Parlamentet, der fordufter af sig selv. Tværtimod bliver det ofte til ildelugtende hård lovgivning, der udfordrer nationalstaternes suverænitet.

Om det var, hvad Pernille Weiss måtte sande, eller om hun pludseligt ombestemte sig selv, det skal jeg ikke kunne sige, men ved plenarforsamlingen i forrige uge, hvor Europa-Parlamentet gentog sine ønske om en omfattende genopretningspakke fra første beslutning i april, så havde piben pludselig fået en anden lyd hos de Konservatives Pernille Weiss.

Hvor hun i april var efter os andre for ikke at bakke op om hendes føderalistiske ideer, så hed det sig nu fra Pernille Weiss, at hun ikke kunne stemme for højere EU-budget eller betingelsesløs fordeling af skatteborgernes penge. Og det er altså på trods af, at den ene føderalistiske rapport refererer til og bygger på den anden, hvorfor linjen pludselig synes at stikke i alle retninger, og ingen mening giver.

Tilbage står det dog særdeles uklart, om de Konservative og Pernille Weiss mener, at EU skal have mere magt, at Danmark skal kautionere for sydeuropæiske økonomier og at EU-budgettet skal være større, og at det bare er en føderalistisk prut i et fantastisk kompromis, som Pernille Weiss selv forsvarer i Avisen Danmark. Eller er de Konservative endelige kommer til fornuft og har fortrudt deres store føderalistiske opbakning i Europa Parlamentet?

Svaret synes at svæve i det uvisse.