Radio Loud er æterens svar på 90'ernes Cowey
Vi betaler til en radio, ingen mennesker lytter til. Træk stikket på Radio Loud og giv os Radio24Syv tilbage
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Engang i 1990’erne lancerede mejerierne et helt afskyeligt produkt der hed Cowey. Det var en blanding af appelsinjuice og mælk.
Jeg husker det som noget af det værste, jeg har smagt, måske kun overgået af gæret hoppemælk som jeg havde den tvivlsomme fornøjelse af at smage i Kirgisistan.
Ingen gad naturligvis drikke mejeriernes ækle påfund, så på trods af millioner af spildte reklamekroner, så blev produktet fjernet fra hylderne.
Sådan gør private virksomheder, når de har begået en fejl. De tager konsekvensen og så ellers op på hesten igen.
Sådan er det ikke indenfor det offentlige. Her er vi tvunget til at betale til en radiostation bogstaveligt talt ingen mennesker gider lytte til. Uge efter uge viser det sig, at Radio Loud ingen, eller næsten ingen, lyttere har.
Efter at have lyttet til Loud kan jeg konstatere, at det ikke er Pladderballe Nærradio, men omvendt, så er der heller ingen lyttere. Så hvorfor i alverden bliver ved med at hælde skattekroner ud af vinduet? Kulturministeren bør derfor trække stikket på en station ingen nogensinde har ønsket. Det koster sikkert et slagsmål og en erstatning, men fred med det. Blot vi andre slipper for at betale for, at der bliver produceret taleradio til den blå luft.
En række af 24Syvs programmer kører stadig videre på forskellige platforme, så en genoplivning er jo ikke helt ude i hampen. Pengene er sat af, så hvorfor ikke bruge pengene på at genoplive en radio med lyttere fremfor at holde fast i et umuligt produkt ingen lytter til?
Hvis kulturminister Joy Mogensen er i tvivl, så burde hun blande juice og mælk sammen og bunde det i et hug. Så ville hun ikke være i tvivl om hvorfor Cowey blev fjernet fra hylderne. Og den konklusion kan hun så bruge til at fjerne Loud fra æteren. Velbekomme!