Uncle Sam lander i Grønland for at støtte truede dyrearter og oprindelige folk - siger de
Grønland bliver omfavnet af amerikansk velvilje, men i virkeligheden får en amerikansk militarisering af handels- og erhvervspolitik den danske centraladministration til at ligne Disneyland.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Grønlands Selvstyre vil blive mødt med en mur af ”amerikansk velvilje,” når Trumps følge sætter foden på Grønland. Men Selvstyret har åbenbart ikke lavet arbejdet i forbindelse med godkendelse af mineprojekter som eksempelvis Isua-minen ordentligt. For USA vil støtte myndighedskompetencen på dette område. Man kan undre sig over, hvad GEUS har trasket rundt og gjort i Grønland i de sidste mange år, for det arbejde skal også gøres om i amerikansk regi. USA har også planer om at støtte bestræbelserne på, at etablere en grønlandsk kystvagt.
Amerikanerne vil støtte den industrielle udvikling i Grønland, herunder uddanne befolkningen til at kunne udføre arbejdet i mineindustrien. Og så vil julemanden fra Det Hvide Hus gud hjælpe mig også støtte truede dyrearter og oprindelige folks kultur. Mærkeligt at Uncle Sam ikke starter med at hjælpe sin egen oprindelige befolkning.
Der er en række modsætninger i de amerikanske initiativer. Har man på Grønland følt sig overvældet af den danske centraladministration, så kan man godt spænde sikkerhedsbælterne i Nuuk, når det amerikanske bureaukrati går i sving.
Og læg mærke til, at der ikke er nogen sammenhæng mellem den amerikanske bistand og konkrete industrielle projekter. Her afspejler virkeligheden den kendsgerning, at den amerikanske stat - i modsætning til eksempelvis den kinesiske - ikke kan beordre erhvervslivet til at engagere sig i Grønland. Der skal ganske enkelt foreligge en business case, som gør et engagement til en god forretning, før private amerikanske virksomheder investerer. USA er bekymret for, at manglende kvalitet i myndighedstilladelser til eksempelvis minedrift vil betyde, at Grønland vil blive negativt påvirket miljømæssigt. Man kunne ønske at den samme bekymring ville komme til udtryk i den amerikanske position vedrørende oprydning efter gamle militæranlæg. Det udgør det væsentligste miljøproblem i Grønland. Og også her måtte den danske stat træde til.
Der er bevægelse i den amerikanske position vedrørende serviceaftale for Thule Air Base, men det blev pointeret, at aftalen skal være i overensstemmelse med amerikansk lovgivning. Her understreges det igen, at den amerikanske administration ikke kan sætte sig ud over amerikansk lovgivning, hvilket giver udfordringer og måske understreger behovet for, at der findes en anden ramme for fremtidige serviceaftaler, der i højere grad tager afsæt i grønlandske og danske ønsker end i amerikansk lovgivning.
Det bliver spændende at se, hvordan den amerikanske ambition om at udvikle et liberalt grønlandsk erhvervsliv vil håndtere den grønlandske virkelighed, der i vid udstrækning har Selvstyret som ejer af de største grønlandske virksomheder.
Med den militarisering af handels- og erhvervspolitik, som den amerikanske administration her været eksponent for, skal man holde tungen lige i munden i den kommende tid ikke mindst i Nuuk, siger pensioneret kontreadmiral og Arktis ekspert Torben Ørting Jørgensen.
Her kan du læse det fulde referat af presseorienteringen fra US State Department.