Nej til Yahya Hassans Vænge, men ja tak til H. P. Hanssens Boulevard
En af de store skikkelser i Danmarkshistorien er alt for ukendt. Nu fortæller DR hans historie. Sønderjyllands store H.P. Hanssen og hans kamp for danskheden trænger mere til at få opkaldt en vej efter sig end Yahya Hassan.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Jeg var spændt, da jeg søndag aften tændte for DR’s stort anlagte dokudrama om Genforeningen, ”Grænseland” . Hvordan vil man gribe denne nationale skæbnefortælling an? Vil der gå politisk korrekthed og multi-kulti i dækningen, så man slår syv kors for sig over, at nogen kæmpede for noget så reaktionært som danskhed og Dannebrog? Vil man anlægge en nedladende og nationalnihilistisk tilgang som man gjorde det med Bornedals ”1864” ?
Foreløbig ser det ud som om der ikke er nogen grund til bekymring. Første afsnit af ”Grænseland” var en fin og bevægende fortælling om den dansksindede sønderjyske bønders kamp for at bevare det danske sprog.
Næsten endnu bedre var første afsnit af den anden Genforenings-produktion dokumentarserien ”Kampen om grænsen”, der begynder i årene efter 1864 og som fortællingens centrum har H. P. Hanssen.
”Hvorfor kendte jeg ikke det navn?”, spurgte min ellers belæste ægtefælle efter at have set dokumentaren
Ja, hvorfor ikke?
H.P. Hanssen navn burde være kendt af alle danskere, og jeg synes Aarhus skulle tage at få sig en H.P. Hanssens Boulevard i stedet for at lave et malplaceret Yahya Hassans Vænge.
H. P. Hanssen hører til blandt landets helt store sønner
Jeg vidste det egentligt godt. Jeg husker meget tydeligt, da min far i sin tid begejstret kom hjem og annoncerede, at den nye præst i nabosognet Roager var en Hanssen. Det er der jo godt nok mange, der hedder, nåede jeg at tænke. Men måtte hurtigt tænke om igen, for det er Hanssen med to s’er – forkyndte min far – og det var noget HELT særligt, måtte jeg forstå. Noget betydeligt finere end alverdens von Dit og von Dat.
Og det er rigtig nok. Havde det ikke været for H.P. Hanssen og den indsats og indstilling, han stod for, er det uvist om Sønderjylland var dansk i dag.
Gårdejersønnen H. P. Hanssen var to år gammel, da hans hjemegn blev tysk i 1864 og som ung overvejede han som så mange andre at forlade landsdelen og tage til Danmark. De dansksindede ønskede ikke at blive tyske soldater og i værste fald at skulle kæmpe mod Danmark.
Men hvis de alle sammen rømmede, forærede de jo reelt landet væk til de tysksindede.
Så han blev og kæmpede den lange, seje kamp. Kampen for at sikre, at dansk sprog, kultur og sindelag ikke skulle mases væk af den hårdhændede tyske ensretningskurs.
Kampen for at få lov at stemme sig hjem. En ihærdig og u-hysterisk indsats, drevet af tålmodighed, fædrelandskærlighed og en god position trods.
I 1914 talte vendte H.P. Hanssen sig i en tale direkte mod det triumferende Tyskland med disse ord (citat fra et digt af Hostrup):
”Du kan vel kro dig af døgnets kår
og af sejren, de har dig skabt.
Men du fører en kamp imod tusind år,
og i den har du visselig tabt!”
Det overmægtige Tysklands forsøg på at germanisere Sønderjylland var en ”kamp mod tusind år”, fordi der havde været en danskhed i Slesvig i tusind år.
Lige præcis det aspekt kommer ikke med i DR’s ellers glimrende Genforenings-programmer.
Det er som om, det hele begynder med, at der er en helstat, der uvist af hvilken grund rummer to hertugdømmer, der ikke rigtig har noget med Danmark at gøre. Men man må længere tilbage for at forstå Slesvigs historie. Det er først i 1200-tallet, at Valdemar Sejr udskiller Slesvig fra kongeriget Danmark og gør det til et len under den danske konge – så hans søn nummer to ikke skal føle sig snydt. Der er med andre ord en grund til at danske bønder i 1800-tallet ikke forstod tysk og det var, at Slesvig oprindelig var en del af Danmark og altid havde hørt under den danske konge.
Danskheden er ikke noget, der blev opfundet i 1800-tallet. Historien er meget længere og det var det, der gjorde, at en mand som H.P. Hanssen følte sig forpligtet til at blive og kæmpe.
Indsatsen bar frugt og den bør få os til at forstå, at vi også i dag kun er danske så længe, vi gider gøre en indsats for at være det.
I dag er det bekvemt at undgå ubehagelige konflikter ved at lukke øjnene for parallelsamfundenes fremvoksen og islamiske bønnekalds voksende dominans af dele af vores byer.
Men det er nødvendigt, at der siges klart og direkte nej til disse forsøg på national opløsning. Islamisterne skal forstå, at de kæmper en kamp mod tusind år og i den har de visselig tabt.