Den ene journalist interviewer den anden journalist om, hvorfor en række politikere vil have grænsen åbnet til Tyskland

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg var i fjernsynet i går – i selveste TV-Avisen om et emne, der er vigtigt for mig som EU-ordfører, nemlig åbning af grænsen mod Tyskland igen, efter at den i nu over to måneder har været lukket som følge af corona.

Beslutningen om at lukke grænsen var ikke baseret på sundhedsfaglige anbefalinger, men var en rent politisk beslutning, og således skulle man mene, at det vil være en rent politisk beslutning at lukke grænsebommen op igen.

En turist fra Flensborg er ikke farligere end en turist fra Frederiksberg

Det blev jeg interviewet om til TV-avisen i går, og jeg er sådan set ikke utilfreds med selve indholdet af indslaget. Jeg fik sagt, at det ikke var farligere at lukke en fra Frederiksberg ind i et sommerhus på den jyske vestkyst frem for en tysker fra Flensborg. Frederiksberg og Flensborg begynder begge med F, men trods mit elegante bogstavrim, blev det klippet ud, og i stedet sagde den konservative Søren Pape præcis det samme – bare med Ishøj i stedet for Frederiksberg. Vi fik kort sagt – sekunderet af Vardes Venstre-borgmester og den radikale Morten Østergaard – forklaret, at turismen bløder i Jylland, fordi de mangler turisterne fra Tyskland, og at det ikke er farligere at lade turister syd for grænsen befolke strandene på den jyske vestkyst end at lade turister øst for Storebæltsbroen gøre det samme.

Hvorfor er det vigtigere at høre på journalister, der taler med hinanden, end at høre på politikere, der taler om deres politik

Det, som undrer mig, er vægtningen af interviews med os som beslutningstagere contra de interviews, hvor en journalist interviewer en anden journalist om det, som vi politikere lige har sagt.

Det sker ofte, men lad mig bruge ovenstående som eksempel.

I TV-Avisen kl. 18.30 fik Vardes borgmester ordet i 8 sekunder. Dernæst fik jeg hele 3 sekunder, den radikale Morten Østergaard snakkede løs i intet mindre end 7 sekunder, og Søren Pape afsluttede angrebet på regeringen ved at tale i 4 sekunder ud i en køre helt uden at holde pause.

Alt i alt 22 sekunder – som den politiske reporter Christine Cordsen dernæst brugte 85 sekunder på at analysere i et interview med studieværten.

I TV-Avisen kl. 21 var der længere tid til rådighed, så nu brugte borgmesteren 11 sekunder, jeg talte i 7 sekunder, Morten Østergaard i hele 17 sekunder, og Søren Pape brugte 7 sekunder på at sætte det afgørende stød ind. Justitsministeren fik i alt 16 sekunder til at forsvare sig mod anklagerne.

Alt i alt 58 sekunder – som Christine Cordsen ikke desto mindre måtte bruge 103 sekunder på at udlægge for seerne, der åbenbart ikke selv kan forstå, hvad politikerne siger.

Misforstå mig ikke. Budskabet stod klart, og Christine Cordsen satte ikke en fod forkert, hvad hun sjældent gør. Ikke desto mindre, så undrer jeg mig virkelig over, at vi politikere konsekvent klippes ned til soundbites af få sekunders varighed, mens det åbenbart er væsentligt mere interessant at høre en journalist interviewe en anden journalist.

Hvornår har man hørt om en filmanmeldelse, der var længere end filmen?