Fortsæt til indhold
Kommentar

Hvis det står til EU: Danske skattekroner til rumænske arbejdsløse

Danskerne skal under ingen omstændigheder tvinges til at betale for understøttende ydelser til arbejdsløse i andre EU-lande

Peter Kofod

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

EU-systemet og gode danske traditioner for arbejdsmarkedets parter går sjældent hånd i hånd.

Den danske model er gang på gang blevet udfordret af EU, og hvis man gik og troede, at det ikke kunne blive værre, så må man desværre tro om. Hos EU-kommissionen er der nemlig ingen grænser for, hvor meget føderalisme man vil forsøge at få sneget ind i nationalstaternes arbejdsmarkedspolitik.

De skøre idéer fra EU-Kommissionen står i kø, og en af dem, der har spøgt i mange år, er idéen om en fælles EU-dagpengeordning. EU-kommissionen har allerede været i gang med at harmonisere dagpengereglerne i EU-landene, men nu fremgår det af EU-kommissionens arbejdsprogram for 2020, at man åbenbart ønsker en europæisk arbejdsløshedsforsikringsordning, altså en fælles EU-dagpengeordning.

Derudover har Europa Parlamentet netop vedtaget et beslutningsforslag, hvoraf det fremgår, at man ønsker en permanent europæisk arbejdsløshedsforsikringsordning indført i EU. I øvrigt et forslag der af uransagelige årsager blev støttet af de danske medlemmer fra Konservative og Socialdemokratiet i Europa-Parlamentet.

Kan det virkelig passe, at danske skatteborgere skal til at betale for rødglødende arbejdsløshedstal i Sydeuropa? Og kan det virkelig passe, at Danmark endnu engang skal saves midtover af EU-kommissionen og godtroende danske EU-parlamentarikere, der lefler for EU-systemet?

Svaret er formentligt desværre ja, for hvis man kender EU-systemets føderalistiske ønsker korrekt, så vil en europæisk arbejdsløshedsordning reelt betyde, at Danmark tvinges ind i en fælles europæisk A-kasse, hvor danske skatteborgere skal betale for understøttende ydelser til arbejdsløse i andre EU-lande. Dermed vil vores danske model være kørt midtover af EU-toget.

Og det vil desværre ikke være første gang, for de seneste mange år har desværre vist, at den danske model ikke er ukrænkelig i Bruxelles. I årevis har EU amputeret dele af fagbevægelsens beføjelser: Når det kommer til barselsregler, arbejdstid, og ferielov, så bestemmes det meste i dag fra Bruxelles - og dermed lige hen over hovedet på både Folketinget, danskerne og fagbevægelsen. Derudover er seneste skøre påfund fra EU, som med rette har skabt enorme bekymringer, ideen om en EU-mindsteløn. Et tiltag, der vil slå benene væk under den danske model og fagbevægelse, da det i Danmark naturligvis er arbejdsmarkedets parter og ikke politikerne, der aftaler løn- og arbejdsvilkår.

Med andre ord er Danmark allerede blevet jordet af EU´s jurister, og derfor er der god grund til at frygte, at vi også vil blive det, når det kommer til føderalistiske drømme om fælles dagpengesystemer. Danskerne har alt at frygte, og derfor er det mig også fuldstændig ufatteligt, at de danske medlemmer fra Konservative og Socialdemokratiet i Europa-Parlamentet kan stemme for det her unionsforherligende gøgl.

For Dansk Folkeparti og undertegnede er det fuldstændig klart, at vi aldrig nogensinde skal have nogen som helst form for fælles europæisk A-kasse eller EU-dagpengeordning. I forvejen har EU tillusket sig alt for meget magt over danske velfærdsydelse, som EU tvinger ud af den danske statskasse til alle mulige vandrende arbejdstagere.

Det er i sandhed på tide, at Danmark får sat en endelig stopper for EU’s skøre ideer, og at vi får magten over danske skattekroner tilbage. Ellers kan vi lige så godt smide den danske model på gulvet.