Fortsæt til indhold
Kommentar

Danskerne skal hjælpes til at bruge flere penge - her er to nemme løsninger

Vi skal have gange i økonomien igen. Mine to forslag her vil sikre, at den lavtlønnede i supermarkeder, på plejehjem eller bag rattet i busserne netop er dem, som får mest gavn af skattelettelserne og flere penge til sig selv. Det er der brug for langt mere end endnu flere hjælpepakker.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Når samfundet åbner igen står tusinder af virksomheder og mangler indtægter, kunder og omsætning. Det er vigtigt, vi sætter hurtigt gange i hjulene igen. På lang sigt er det langt bedre at giver borgerne lidt mere købelyst end at holde gang i hjælpepakker i længere tid. Jeg tror også, virksomhederne hellere vil have kunder end hjælpepakker, hvis de kan vælge.

Derfor har jeg to helt konkrete forslag, som regeringen kunne bruge.

For det første kan man sænke momsen til 15% i en periode. Det vil betyde, at mange produkter vil blive en anelse billigere for den almindelige dansker og måske lokke lidt flere ud på turistture, i sommerhus til bageren eller til frisøren. Det vil give virksomhederne mulighed for at sælge lidt mere og staten vil betale regningen.

For det andet kan vi hæve bundfradraget for alle danskere. Det vil også give danskerne lidt flere penge hver måned til at forsøde tilværelsen, købe togbilletter til at besøge familie, købe lidt bedre kød eller lidt flere oplevelser i sommerferien.

Det koster penge for staten, ja. Lige nu bruges milliarder på hjælpepakker og kunstigt åndedræt til virksomheder og medarbejdere. Det er godt i en periode, men ikke holdbart på sigt. Virksomhederne har brug for kunder og omsætning frem for statsstøtte. Vi som borgere har brug for luft i budgetterne og ikke midlertidig lønkompensation, som ingen ved, hvornår forsvinder igen. Pengene er langt bedre brugt på at skabe lidt mere frihed for borgere og virksomheder, når de får pengene selv og kan styre forbruget selv.

Desuden ligger der en sund værdi i, at man som både borger og virksomhed lever uden statsstøtte og kan tage ansvar for sin egen økonomi. Her bør staten hjælpe med mere frihed og skattelettelser i bunden frem for alene gennem statslige krav og hjælpepakker.

Og lige en sidste ting til regeringen og støttepartierne, inden de går i panik over idéen om skattelettelser. Vores forslag er ikke at forgylde de rigeste. Netop ikke. Bundfradrag og moms har større betydning, jo færre penge du har. Derfor vil mine to forslag her sikre, at den lavtlønnede i supermarkeder, på plejehjem eller bag rattet i busserne netop er dem, som får mest gavn af skattelettelserne og flere penge til sig selv.

Enhedslisten har sågar foreslået højere løn til netop disse grupper. Måske lavere skat kunne gøre det ud for det samme? Sådan glæder vi netop ALLE danskere og ikke én bestemt gruppe.