Mennesket er menneske. Og Gud er Gud. Det er egentlig ret befriende

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er bededag denne fredag. Jeg gætter på, at de fleste danskere er meget lidt opmærksomme på meningen med det særlige navn for denne dag. Det er en fridag. That’s all. Men det er heller ikke så ringe. Bortset fra alt for mange ”fridage” i denne tid. Men i almindelige tider sætter alle pris på fridage.

Sjovt nok har vi formået at bevare denne dag som fridag i det danske samfund, hvor man ikke just kan påstå, at de fleste er meget optagede af det med at bede. Så bevarelsen af bededag handler nok ikke voldsomt meget om, at det danske folk forlanger i det mindste én dag om året til dyb koncentration om bøn … Ikke engang folkets kirke, folkekirken, forlanger det. Med enkelte undtagelser bruges dagen til konfirmationer rundtom i kirkerne. Folkekirken følger folket …

Nuvel, hvordan det er med de fleste folk og bøn, skal jeg ikke gøre mig alt for klog på. Spørgeundersøgelser viser, at der er langt flere mennesker, selv i det sekulariserede Vesteuropa, som beder fra tid til anden. Selv folk som i almindelighed knap ved, om de tror, at der findes en Gud.

En ofte gentaget påstand lyder: I et fly, der er ved at styrte ned, findes der ingen ateister. Underforstået: Når folk ser døden i øjnene, griber de ud efter Gud, selv om de ikke tror på ham.

Med rette er der ateister, der har protesteret mod det udsagn. Må vi være fri for det billige argument for Gud.

Jeg er enig. Gud ligger ikke i forlængelse af vores behov for ham – når vi har behovet. Du milde kineser – hvis det var den Gud, jeg troede på, så hellere ingen Gud. For så taler vi jo om gud, præcis i den udgave ateisterne gjorde op med ham i det 19. århundrede. F.eks. den tyske filosof Feuerbach, som talte om gud som en projektion af det menneskelige, en forlængelse og forstørrelse af de menneskelige behov. Den gud er da komplet uinteressant. Også når man sidder i et fly, som er ved at styrte ned, og man desperat griber ud efter hjælp. En gud, som blot er en projektion af menneskelige forestillinger, har nok ikke meget at byde ind med over for et styrtende fly.

Nej, hvis Gud kun er skabt i menneskets billede, så er jeg med på den ateistiske vogn.

Men det er jeg så ikke. Og det er jeg glad for. For at køre med i den vogn indebærer at tilslutte sig Nietzsches ord: »Der findes guder, men ingen Gud. Derfor er jeget helligt, og selvkærligheden saliggørende.«

Nietzsche har haft min store respekt, siden jeg begyndte at beskæftige mig med ham i studietiden. For det gik op for mig, at han er den mest konsekvente af alle de store ateistiske tænkere. Han tager den fulde konsekvens af Guds død. Han langede ud efter sin samtids ateistiske tænkere for deres inkonsekvens. Når Gud er død, så må alle værdier, al moral kastes op i luften og falde ned på en ny måde – sagde han for eksempel. Eller: Når Gud er død, så er mennesket gud, jeget er helligt.

Det svarer på en måde til det udtryk, jeg læste forleden i Svend Brinkmanns bestseller ”Stå fast”: ”selvets religion”.

Brinkmanns anliggende er ikke at bringe Gud ind i billedet igen. Om end det føles, som om det ligger ham lige på tungen, uden at han vil sige det.

Selvets religion, jegets hellighed, mennesket som gud – Gud fri mig vel. Ja, netop: Gud, befri mig for det. For Gud er logisk set den eneste, der for alvor kan befri mig og hvem som helst for selv at være gud.

Dét er noget af bønnens og dermed også bededags inderste dna: Et menneske vender sig væk fra sig selv og erkender, at det kun er menneske, og Gud er Gud. Og det er og bliver befriende.

Ligesom hver gang dronning Margrethe runder sine taler af med: Gud bevare Danmark. Hun, den øverste, den fornemste, den mest respekterede, hun ved, at hun kun er et menneske. Hun kan ikke bevare Danmark. Der skal langt stærkere kræfter til.