Der er ikke mere liberalisme i “Venstre, Danmarks Liberale Parti”, end der er rejer i rejesalat
Sådan en omgang socialisme fra Venstre havde jeg ikke forventet.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Nuvel, overskriften er en omformulering af Erik Clausens citat om, at der ikke er mere socialisme i Socialdemokratiet end rejer i rejesalat. Venstre har nu knyttet bånd med Socialdemokratiet og lavet en ny udligningsreform. En reform, som tilgodeser ineffektivitet og straffer effektive kommuner.
Det er næppe gået nogen forbi, at der blev forhandlet udligningsreform inden coronakrisen, forhandlingerne er så også foregået under coronakrisen. Som JP skriver om forløbet: ”En stribe socialdemokratiske borgmestre stod til at modtage store millionbeløb i ekstra tilskud som følge af regeringens forslag til et nyt udligningssystem, der omfordeler milliarder mellem landets 98 kommuner.
Men i en ny aftale, som i al diskretion er blevet forhandlet med Venstre de seneste dage, er de beløb blevet kraftigt beskåret – eller direkte vendt til et minus.
Odense stod f.eks. til at få 114 mio. kr. med regeringens udspil. Med aftalen er det beskåret med 67 mio. kr. Aarhus skulle efter planen aflevere ca. 20 mio. kr. Det er nu vokset til 78 mio. kr. På samme måde står socialdemokratiske højborge som Ballerup, Rødovre, Hvidovre og Brøndby til at modtage mindre, end regeringen lagde op til.
I Gladsaxe er situationen vendt så meget på hovedet, at der nu skal afleveres ca. 25 mio. kr. Med regeringens udspil stod kommunen til at vinde knap 22 mio. kr. Det skaber misnøje på borgmesterkontoret.”
Og så er alt vel godt? Nej.
Mit eget parti, Det Konservative Folkeparti, var ikke en del af aftalen, da vi blev smidt ud tidligt i forløbet, så Venstre er som det eneste borgerlige parti løbet ind til Mette Frederiksen for at få lidt. Så meget for at være det samlende parti på den borgerlige fløj. Med den manøvre, hvor staten samtidig skal bruge flere penge, føres der jo ikke ligefrem borgerlig politik.
Udligningsreformen skulle gennemføres, bare ikke på den måde, som S og V har gjort. Jeg skrev i en tidligere blog, at jeg støtter op om selve grundtanken om udligning. Jeg opfatter faktisk ideen som enormt konservativ. Konservative mener, at de, der ikke kan klare sig selv, skal have hjælp, og der findes faktisk kommuner i Danmark, som er svage uden støtte udefra – blandt andet fordi man har fjernet mange af de funktioner, der tidligere lå ude i landet.
Hertil kommer, at kommunerne er låst på hænder og fødder, og at det kommunale selvstyre de facto er ikkeeksisterende. Kommunerne har således kun et meget lille handlerum. Men ligefrem at præmiere ineffektive kommuner er for mit konservative sind nok at gå en tand for langt.
Venstres liberalisme
Liberalisme, som vi forstår det i dag, er bredt accepteret ved at være udsprunget af Adam Smiths berømte ord: ”Du er din egen lykkes smed”. I det 19. århundrede skete der et skifte fra den klassiske liberalisme hen mod en utilitaristisk doktrin, hvor det handlede om at skabe størst mulig nytte for flest muligt. Det er denne grundtanke, som Venstres ”liberalisme” udspringer af. Når denne fortolkning af ”liberalisme” kombineres med den socialdemokratiske universelle velfærdsstat, bliver Venstre afsløret i at være i besiddelse af lige så stor en mængde klassisk liberalisme i ”Venstre, Danmarks Liberale Parti”, som der er rejer i rejesalat. At Venstre gik med i denne udligningsreform og efterfølgende havde den frækhed at være ”skuffet” over den manglende konservative deltagelse i et projekt, der i forvejen blot sikrer – i bedste fald middelmådig – service hos kommunerne, siger en del om Venstres politiske ambitioner. Venstre er efterhånden en billig kopi af Socialdemokratiet – bare lidt gladere for landbruget, mere ligeglade med klima og miljøpolitik samt lidt mere skeptiske over for fagforeninger.