Hvorfor var kvinderne i anden række ved Yahya Hassans begravelse?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

På reolen står Yahya Hassans første digtsamling. Uåbnet. Jeg har ikke fået den læst. Endnu. Og af den grund har jeg ikke skrevet et ord om hans alt for tidlige død og hans på mange måder triste liv – for jeg har ikke følt, at jeg kendte ham godt nok til at blande mig i debatten.

Nu gør jeg det, og årsagen er hans begravelse, hvor der var en meget tydelig adskillelse mellem mænd og kvinder.

Salt i såret

En af de ting, som Yahya Hassan – og andre forfatterstemmer med muslimsk baggrund – har råbt op om, er det forældede kvindesyn, der hersker inden for brede kredse i muslimske miljøer. Derfor virker det som salt i såret at se billederne fra begravelsen, hvor hans egen mor må vente pænt i baggrunden, mens mændene udgør den forreste del af begravelsesoptoget.

På reolen står også et eksemplar af Dødevaskeren – som jeg har læst – og Skyggedanseren – som jeg endnu har til gode. Begge er skrevet af Sara Omar, hvis forfatterskab er fantastisk i sin forfærdelige beskrivelse af kvinders totale mangel på ligestilling i store dele af verden – og desværre også i visse miljøer her i Danmark. Hun stillede et simpelt spørgsmål ved Yahya Hassans begravelse: ”Hvor er kvinderne? ”

De er i anden række. Bagest. Efter mændene.

Det er jo bare tradition

Og jeg ved godt, at mange vil indvende, at det jo blot er tradition. At det foregår på samme måde til fredagsbøn i moskeerne – og i øvrigt også i mange synagoger. At det hele jo bare handler om, at de to køn ikke skal distrahere hinanden. Men hvorfor er mændene så forrest? Kunne man ikke bytte? Hver anden anden gang måske? Fredag i lige uger har mændene de bedste pladser – og i de ulige uger er det kvindernes tur.

Jeg er helt sikker på, at denne konsekvente kønsopdeling har betydning og sætter sig i sindet – i virkeligheden både hos de piger og drenge, der vokser op i muslimske familier. Det giver konflikter, når man bor i et samfund som det danske, der forsøger at stille drenge og piger – mænd og kvinder – lige. Og derfor skal det italesættes. Ikke med mere eller mindre småracistiske angreb, for tryk avler modtryk. Men med stille og rolige spørgsmål: ”Hvor er kvinderne? ” Som Sara Omar gør det.

Far og mor skal kunne trøste hinanden sammen

Ikke begrundet i had, men i kærlighed. Fordi den bedste måde, man som mor kan sige farvel til sin søn på, er med sin mand i hånden. Og den bedste måde, man som far kan sige farvel til sin søn på, er med sin hustru i hånden. De to mennesker, der sammen må sige farvel til deres barn i en alt for tidlig alder, skal kunne trøste hinanden i sorgen. Ved siden af hinanden. Sammen. Selvfølgelig. Uanset religiøs overbevisning.

Jeg er klar over, at det må være svært at være de første, der gør op med en årelang tradition. Men nogen skal jo gøre det.