Fortsæt til indhold
Kommentar

Salling Group takker nej til hjælpepakker for millioner

Det handler om at udvise samfundssind i coronakrisen, og andre har mere brug for pengene.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er virkelig god stil. Forhåbentlig kan det inspirere andre til også at takke nej.
Kan man undvære hjælpepakkerne, så er der til gengæld mange andre, der ikke kan overleve uden hjælp.

Salling har selvfølgelig også måttet sende rigtig mange medarbejdere hjem og taber på coronakrisen.

Alligevel har koncernen fundet plads til at udvise samfundssind. De synes ifølge administrerende direktør, Per Bank, at andre har mere brug for hjælpen end dem.

Salling Fonden er i øvrigt kendt for at dele ud af overskuddet til stor gavn for kultur, sport og uddannelse.

Andre samfundsspidser, som godt kunne overleve uden hjælpepakker, tager gladelig imod store summer. Det er jo en lidt svær debat, når hjælpen modtages indenfor lovens rammer. De gør ikke noget ulovligt, og nu skal det ikke handle om at udskamme nogen.

I stedet vil jeg nøjes med at sige tak til Salling Group. Det er godt nok god stil!

Det er meget inspirerende og en vigtig samfundsopgave, at nogen går forrest og udviser god moral. Når alle presses ud over kanten, kan det være svært ikke at sætte sig selv først. Mange er tvunget til det. Men det er sundt at blive mindet om, at de der kan bør bidrage. Sådan kommer vi bedst ud på den anden side af krisen med moralen i behold. Vi skal også kunne leve sammen bagefter, når det ikke længere handler om at få den sidste hjælpepakke eller toiletrulle.

Det er med ét blevet mere interessant at handle i Salling, Netto, Bilka og Føtex.

Og nu vil jeg gå en tur i Århus og nyde alle de andre små og store ting, som Salling så generøst har skænket byen.

Det handler om at udvise samfundssind i coronakrisen!