Fortsæt til indhold
Kommentar

Befrielsen af Danmark i 1945 gav os demokratiet og retssikkerheden tilbage. Det må vi ikke sætte over styr på grund af Coronakrisen

I dag den 4. maj ville min mor have fyldt 93 år. Hun døde for et år siden den 2. maj - to dage før sin 92 års fødselsdag.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Min mor fyldte 18 år den 4. maj 1945 den dag krigen sluttede. Hun har fortalt, at de som mange andre sad og lyttede til de berømte ord i radioen kl. 20.36: ” I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig.”

Det havde ellers været en fødselsdag præget af krigen og den utryghed, der var. Min mor boede i Nykøbing Mors, men selv der, var der udstationeret tyske tropper, som gjorde at hendes barndom blev forandret for altid. Og at krigen og besættelsen aldrig var langt væk i min mors sind og hukommelse.

Men da befrielsens ord flød ud af radioen var der jubel og eufori, og alle løb ud på gaderne i Nykøbing og fejrede, at Danmark endeligt var frit.

Under krigen boede en hustru til en modstandsmand hos mine bedsteforældre. Og min mor har altid fortalt historien om, at denne kvinde af og til var meget nedtrygt og usikker på sin mands skæbne. For at muntre hende op havde min mor væddet med hende, at krigen var slut på hendes fødselsdag. De havde væddet en faldskærm og 5 liter benzin. Faldskærme var lavet af silke og kunne bruges til at sy tøj af og benzinen skulle bruges til det kørekort, min mor brændende ønskede sig.

Min mor fik faldskærmen, da modstandsmanden og hans kone blev forenet efter krigen. Og min mor har fortalt at det gule silkestof fra faldskærmen blev anvendt til flere skjorter til min far og til en kjole til hende selv.

Fordi min mor og far havde oplevet krigen på nærmeste hold, har den altid fyldt i min barndom og i mit voksne liv. Det at leve i et frit land med retssikkerhed og demokrati har været vigtige ingredienser i min barndom og voksne liv.

Den krig vi kæmper i disse dage er en anden. Det er en fjende vi ikke kan se, og som smitter i det skjulte. Men den gør ikke retssikkerhed og demokrati mindre vigtigt. Derfor er det også vigtigt, at alle de hastelove, vi i enighed har vedtaget, ikke bliver gjort permanente, når de udløber den 31. marts næste år. Det gælder blandt andet Epidemiloven, som giver sundhedsministeren helt ekstraordinære beføjelser som f.eks. at indskrænke forsamlingsfriheden uden indstilling fra sundhedsmyndighederne.

Når hastelovgivningerne udløber, skal vi have en grundig debat om dem alle - med korrekte høringsfrister og input fra alle relevante organisationer. Kun på den måde kan vi bevare et frit Danmark med retssikkerheden og demokratiet i højsæde.

Tak til alle der var med til at befri Danmark!