Hvis sygeplejersker skal behandle Danmark godt nok, må vi også behandle dem ordentligt

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Danmark har stået og står stadig midt i en sundhedskrise. Hver uge har statsministeren med forskellige andre ministre stået frem på pressemøder og rost sygeplejersker og andet sundhedsfagligt personale, der står klar i frontlinjen for at kæmpe os ud af krisen.

Sygeplejerskernes rolle og kompetencer blev pludselig meget mere tydelige, og de fik alle besked om, at de skal blive på deres arbejde, mens mange andre mennesker blev sendt hjem.

Behovet for en ekstraordinær akut- og beredskabsindsats var så stor, at mange sygeplejersker frivilligt har meldt sig til beredskabet i håbet om at kunne være med og bidrage med deres faglige viden og få Danmark ud af krisen.

Bare på én dag har regioner og kommuner oprettet coronajobbanken, som flere tusinde har sendt deres ansøgninger ind til for at hjælpe og stå i frontlinjen.

I takt med udviklingen meldte også sygeplejerskernes faglige organisation, Dansk Sygeplejeråd, tydeligt ud, at man var klar til at indgå i fleksibilitetsaftaler, og understregede, at det skulle ske med dialog, frivillighed og samarbejde.

Mens den danske befolkning stod ved vinduerne og på altanerne og klappede og hyldede dem og viste ydmyghed over for deres store indsats, har der langsomt tegnet sig et andet billede hos arbejdsgiverne.

Realiteten har nemlig vist os, at i stedet for at være ydmyg og takke ja til al hjælpen og behandle medarbejderne godt og bestræbe sig på at sørge for gode rammer er de blevet presset helt uacceptabelt på den udviste fleksibilitet og samfundssind.

Det har en undersøgelse nu bekræftet.

I en rundspørge foretaget blandt Dansk Sygeplejeråds tillidsrepræsentanter fra 17.-20. april oplyste 58 pct., at der er sygeplejersker, som har fået flyttet deres arbejdssted til eller fra tillidsrepræsentantens arbejdssted i forbindelse med covid-19-epidemien. Tre af fem af dem vurderer, at der er sygeplejersker, der har følt sig presset til at flytte arbejdssted mod deres vilje.

Mange sygeplejersker udviste samfundssind, og det gør de stadig gerne alle steder med glæde. De har i flere uger udvist en fleksibilitet, som faktisk gjorde, at de til trods for deres overenskomstmæssige ret til at kende deres vagter fire uger frem måtte leve med ikke at gøre det og risikere at møde op på andre afdelinger eller hospitaler med få dages varsel.

Og sådan har det kørt i flere uger. Endda uden økonomisk kompensation.

Det kan gå i helt akutte, pressede situationer, hvor der ikke er andre muligheder. Men det er ikke holdbart i længden!

En sygeplejerske er altid sygeplejerske og kan altid læne sig tilbage til sin grundlæggende viden om sit speciale og virke. Men utrygge og fremmede rammer, hvor man heller ikke har fået en god introduktion til det nye sted, kan påvirke sygeplejerskernes evner til at kunne yde en selvstændig og sikker sygepleje.

Der er forskning, der viser rammernes indflydelse på sygeplejerskernes sygepleje. Kendte rammer og kendskab til brugen af retningslinjer påvirker, hvor effektivt og selvstændigt sygeplejersken kan fungere på arbejdet. Selv om man kunne forestille sig, at en erfaren sygeplejerske meget nemt kan overføre sin viden og erfaringer til den nye arbejdsplads, lykkes det ikke, medmindre man giver dem en god og systematisk introduktion til det nye sted. Ligesom sygeplejerskerne heller ikke vil få mulighed for at tilegne sig ny og nok viden om den kommende arbejdsplads for at gøre sig klar til specialet eller arbejdspladsen.

Usikkerhedens store betydning for deres private liv taler vi ikke engang om her.

Hvis sygeplejersker skal behandle Danmark godt nok, må vi også behandle dem ordentligt!

Men nu er det nok.

Dansk Sygeplejeråd har tydeligt meldt ud:

Den akutte fase er overstået! Det er tid til, at vi bliver enige om andre og bedre rammer for arbejdet og for den fleksibilitet, der forventes. Og arbejdsgiverne må indse, at de ikke kan blive ved med at have nærmest ubegrænset råderet over sygeplejerskernes vilkår, og at de må til lommerne for at betale for den fleksibilitet, vi udviser.