Fællesskabet er noget af det bedste for os mennesker. Det har corona vist os, og det skal vi fejre 1. maj

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Midt i alt det her er det befriende, at fællesskabsfølelsen borer sig igennem had og frustrationer. For os, der har familier flere steder i rigsfællesskabet, er det ikke længere så vigtigt, om vi er for eller imod rigsfællesskabets. Vi ved bare, at vi er for hinanden og for et fællesskab. Ingen ønsker at leve alene og i mørket, heller ikke selv om vi har en forhistorie, som spænder ben.

Hvor vigtigt er det at stille nogen til regnskab for kolonitiden, hvis vi ikke kan se vores børn igen?

På en underlig bagvendt måde sejrer fællesskabet alligevel til sidst, for vi vil gerne hinanden. Hellere end vi ønsker, at fremmede supermagter skal tage over, så vi slet ikke kommer til at se hinanden igen.

Lad os bruge 1. maj til at lægge kampen bag os. Vi har en ny fælles kamp, som går ud på at kunne rumme hinanden i et fællesskab, hvor der skabes plads til både danskere, grønlændere og færinger.

Ingen er bedre tjent uden hinanden.

Hvis Danmark og Grønland og Færøerne nu også går hver sin vej, bliver det igen et kulturelt tab. Loftet vil igen sænke sig. Vi bliver alle fattigere. Personlige, kulturelle og politiske bånd vil løsnes. Vi bliver alle svagere.

I fællesskab betyder vi meget mere.

Rigsfællesskabet skal naturligvis kunne favne alle og da i særdeleshed egne borgere. Der skal en fælles indsats til, så vi kan begynde at bygge broer og gøre det nemmere at være borgere i rigsfællesskabet. Vi skal nedbryde grænser. Grænsehindringer forhindrer os i at bygge bro. Og selvstyreordningerne har desværre medført flere grænsehindringer, fordi rigsdelene glemmer at tænke på hinanden.

Corona bør få os til at nedbryde grænsehindringer i rigsfællesskabet, så vi kan se vores børn og børnebørn igen.