Mulighedernes krise
Denne 1. maj kommer vi til at huske i mange år. Ikke kun fordi talerne bliver holdt over Facebook, og parkerne ligger øde hen uden flag og fadølskrus. Vi kommer til at huske den, fordi Danmark er i den største krise siden Anden Verdenskrig. Tusindvis af danskere har mistet jobbet. Eller gør det snart. Og jeg kan godt huske, hvordan det er at være arbejdsløs. Uroen. Utrygheden. Usikkerheden på, om jeg mon fik noget at lave. Om nogen ville have mig. Sådan har mange det lige nu.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Godt 50.000 danskere har mistet deres job under coronakrisen. I USA er tallet omkring 30 millioner, og globalt risikerer næsten 200 millioner mennesker at stå uden arbejde. Vi vil huske denne 1. maj, fordi den er begyndelsen på enden for det arbejdsmarked, vi kender. Coronavirussen har lagt verden ned. Når vi rejser os igen, er der langt mindre arbejde at deles om.
Derfor må vi fordele arbejdet mellem os på en ny måde. I Danmark har vi en stærk tradition for at samarbejde om arbejdsforhold mellem regeringen, fagbevægelsen og erhvervslivet. Jeg sad selv med ved forhandlingsbordet i mange år. Som land har vi lige nu en unik mulighed for at omstille os. Ved at skrue arbejdsugen stille og roligt ned fra 37 timer til for eksempel 30 timer, skaber vi arbejde til flere hænder og hjerner. Vi undgår dermed, at mange mennesker skal forsørge deres børn på dagpenge eller kontanthjælp. Samtidig sænker vi risikoen for stress.
Vi må erkende, at der ikke bliver mere arbejde i fremtiden, kun mindre, i takt med at globaliseringen og teknologiudviklingen vokser. Coronakrisen har blot fremskyndet denne proces. Derfor er krisen også en unik anledning til at fremtidssikre vores arbejdsmarked bedst muligt ved at dele arbejdet mere ud. Det har vi gjort før med stor succes, og det kan vi gøre igen.
Samtidig sidder vi nu mange på vores nye hjemmearbejdsplads og navigerer mellem videomøder, chats, kæledyr og børn. Hjemme hos mig er min kat Pippi med til alle forhandlinger med statsministeren. Og hun fortrækker ikke en mine, altså Pippi. Det sænker vores stressniveau, at vi kan sætte en vask over mellem to møder og ikke behøver sætte håret helt så skarpt. Vi bruger ikke en time eller to i trafikken og kommer trætte hjem med dårlig samvittighed over for børnene. Nu er vi hjemme, og vi er mere sammen som familie. Det kan vi lære noget af.
Selvfølgelig vil mange danskere skulle gå på arbejde, ligesom mange danskere også har gjort under coronakrisen. Men vi skal videreudvikle vores gode erfaringer med hjemmearbejde. Danske medarbejdere skal i højere grad selv kunne tilrettelægge deres arbejdsdag. På den måde kan vi øge arbejdsglæden og mindske stressen. Det vil også sænke det sygefravær, der koster virksomhederne og os skatteborgere millioner af kroner hvert året.
Jeg vil derfor huske denne 1. maj som en unik mulighed for at skabe et nyt og fremtidssikret arbejdsmarked med lidt kortere arbejdsdage og mere tid til familien og Pippi.
Glædelig 1. maj.