Skal vi ikke snart have åbnet den åndelige del af Danmark?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I snart et par uger har danskerne igen haft mulighed for at få trimmet skægget, farvet øjenbrynene, klippet lokkerne, maseret kadaveret og tatoveret overarmen. De liberale erhverv er så småt i gang igen, penge i kassen, samfundshjulet kører, og vores hår ligner ikke noget, en ged har ædt af. Fint nok.

Og samfundets mindste passer deres vuggestue og børnehave, mens de lidt mindre små gør deres borgerpligt og går i skole med afstand, afspritning og alternative undervisningsforhold. Også fint nok.

Snart kan vi også indtage fortovscafeerne, drikke øller og vin og champagne og i et kort sekund, et øjeblik af himlen, lade som om, at livet med alt det søde er tilbage. Eller vi kan indånde storcentrenes lumre luft, købe stangtøj og køkkenmaskiner i kommercielle kædebutikker og hænge ud på en overdækket torveplads med plasticbænke og stuebirke. Storcentre og udendørsservering er næste skridt i genåbningen af det lukkede Danmark.

Hvor længe mon vi skal vente, før regeringen og Mette-mor åbner den lidt mere åndelige afdeling af det danske samfund? Tyskerne og Mutti Merkel kan selvfølgelig finde ud af det. Her åbner de så småt legepladser, kirker, museer, udstillinger, mindesmærker, zoologiske og botaniske haver. Tyskerne åbner Bauhaus – både designmuseet og byggemarkedet. I Danmark er det kun byggemarkedet. Og det har vel at mærke haft åbent under hele krisen.

Hvad med at få åbnet lidt af det nødstedte kulturliv? Og kirkerne – folk orker ikke flere digitale gudstjeneste, hvor præster (velmenende) holder gudstjeneste for os. – Vi trænger til at fejre gudstjeneste med hinanden, og selvfølgelig kan det foregå efter alle sundhedsmyndighedernes anvisninger.

Bare rolig, folk kommer ikke til at storme kirken, når den åbner – en undersøgelse har vist, at mennesket ikke er blevet mere troende under krisen (nej, hvad havde man dog regnet med?) Og museerne, det må da været det nemmeste i verden at åbne dem, og der er kustoder nok til at holde øje med, at besøgene foregår sundhedsmæssigt forsvarligt.

Overrendt bliver museerne næppe – der er ikke en ærlig turist i landet. Ingen selfiestænger, ingen rejsegrupper, ingen japanere med fuji-kameraer på maven, ingen kinesere med mundbind. Ingen. Til gengæld en hel coronaisoleret befolkning, der trænger til adspredelse, og tusindvis af skolebørn og lærere, hvis skoledag er udfordret af pladsmangel – de kunne vel passende undervises dér – midt i vores fælles kulturelle fortælling. Men det virker ikke til, at hverken regeringen eller den borgerlige opposition ligefrem skriger på ånd, sukker efter at komme i kirke eller længes efter et museumsbesøg. I hvert fald giver de ikke udtryk for det.

Med sine manglende evner, åndløshed og totale tonedøvhed over for kirke- og kulturliv har Joy Mogensens vist sig at være en uduelig minister af historiske dimensioner. Og formand Jakob Ellemann-Jensen fra det gamle bonde- og højskoleparti Venstre, der traditionelt har læst bøger og haft åndeligt omløb i hovedet, prioriterer at åbne cafeer fremfor kulturhuse og biblioteker for at sparke samfundshjulene i gang. Gudfaderbevares!

Prioriteringerne i genåbningen af samfundene verden over afslører måden at anskue mennesket på.

Kære politikere, mennesket er ikke bare et tandhjul på samfundsmaskinen, men et åndeligt væsen, der kæmper med at finde sin plads i verden – at forstå sig selv som sat i verden og har brug for kulturen som pejlemærke, som distraktion fra sig selv, fra sit eget vaklende liv – ikke mindst nu, hvor meget for mange står og vakler i en hverdag, hvor intet er som før.