Lad os få et stop for spilreklamer nu

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Coronakrisen har fået os til at ændre adfærd. Vi holder afstand. Vi taler sammen på en anden måde gennem video og telefon. Vi bruger ikke længere fritiden på de samme ting som før krisen, fordi mange af vores fritidshobbyer er sat på pause. Fitnesscentrene er lukket ned. Biograferne må stå tomme. Koncerter og festivaler er sat på hold. Og fodboldkampe er udsat eller aflyst.

Særligt det sidste har været en udfordring for mig som fodboldtosse. Men savnet til fodbold i flimmerklasen fik mig til at tænke: Gad vide, om også spilafhængige har ændret adfærd i denne tid, når nu spilgiganterne ikke kan udbyde og reklamere for betting på fodboldkampe? Det burde vel have en effekt, at spilafhængige ikke i samme grad bliver udsat for bettingreklamer, som før.

Jeg ringede til Center for Ludomani. Her var meldingen klar. De oplever en mærkbar forandring efter antallet af bettingreklamer er faldet som følge af coronakrisen og aflyste fodboldkampe. Færre spilafhængige søger hjælp, fordi de ikke i samme grad bliver udsat for reklamer, der lokker dem til at bruge deres sidste mønter til at oddse for.

Det viser med al tydelighed, at et forbud mod spilreklamer har en effekt. Jeg har sagt før, og nu siger jeg det igen: Hvorfor er det, at vi ikke forbyder reklamer for pengespil? Vi har forbudt reklamer for alkohol og cigaretter, fordi vi ved, at det er sundhedsskadeligt og afhængighedsskabende. Vi har ingen kvaler med at sætte prisen op på en pakke smøger eller hæve aldersgrænsen for, hvornår det er tilladt at købe alkohol. Men vi har endnu ikke forbudt reklamer for pengespil.

For mig giver det absolut ingen mening. Slet ikke når vi ved, at der i Danmark er omkring 10.000 ludomaner, og at ludomani på mange måder kan sidestilles med misbrug af tobak, alkohol og narkotika. Det er er lige så afhængighedsskabende, og ludomani kræver ligesom mange andre afhængigheder også professionel hjælp, hvis man ønsker at blive clean igen. Og ligesom med alkohol ser vi desværre alt for tit, at ludomaner får tilbagefald, selv om man har været på afvænning. Derfor hjælper det ikke ret meget, at der er en overflod af fristelser for ludomanerne, når de tænder flimmerkassen.

Til historien hører dog, at Danske Spil under coronakrisen udbød væddemål på amatørfodbold i f.eks. Ukraine og Sverige. Og når der udbydes væddemål, så bliver der også reklameret for de kampe for at få penge i kassen – velvidende, at risikoen for matchfixing er høj. Ja, selv Danske Spils svenske pedant afviste, at Svenska Spel skulle udbyde den slags kampe på grund af risiko for matchfixing.

Men Danske Spil? De holdt sig for øjnene og tænkte, at ”går den, så går den’”. Igen viste spilbranchen, at de ingen midler skyr, når de skal have pengene i hus – uanset om det er at udnytte fodboldspillere, der er udsat for matchfixing, eller spilafhængige, der ikke kan sige fra. Heldigvis fik en landsdækkende avis nys om Danske Spils uacceptable ageren og fik det stoppet. Danske Spil forsøgte selvfølgelig at pakke det ind med dårlige undskyldninger, men det ændrer ikke på, at igen viser spilbranchen, at pengene overskygger deres moral.

Vi har et ansvar som samfund for at forhindre, at vores sårbare mennesker, som f.eks ludomaner, kommer endnu længere ud på et skråplan. For der findes talrige eksempler på, hvor galt det kan gå. Unge, der har optjent en så stor gæld, at de aldrig bliver gældfrie – før livet rigtig er begyndt. Familier, der bliver revet itu og må gå fra hus og hjem. Vi kan ikke forbyde folk at spille, men vi kan lade være med at opfordre folk til det. Forbyd nu reklamer for pengespil.