Coronakrisen udstiller udpint sikkerhedsnet

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Onsdag i sidste uge var en god dag. Efter et kort møde på en byggeplads med en murermester kunne jeg køre hjem til København, pakke værktøjet og arbejdstøjet og meddele to kollegaer, at vi kunne starte på en byggeplads i Roskilde dagen efter.

Efter nogle ugers lediggang er det altid rart at komme i arbejde igen. For os bygningsarbejdere er det ikke usædvanligt at flytte rundt fra mester til mester, fra opgave til opgave. Derfor er det også sådan, at lige så hurtigt, som vi kan opsiges, lige så hurtigt kan vi starte igen et nyt sted. I de perioder af ledighed, der måtte opstå imellem, er vi på dagpenge.

Tirsdag i denne uge var til gengæld en rigtig dårlig dag. 5000 kollegaer i SAS blev varslet afskediget, heraf 1700 i Danmark. Coronavirussen har sat en brat stopper for flytrafikken og dermed kollegaernes arbejde i virksomheden. De stillinger, der nedlægges hos SAS, er faste stillinger, og rigtig mange af dem, der ryger hjem, har været der i mange år.

Det bliver ikke sjovt. For selvom jeg arbejder på en helt anden måde end mange af dem hos SAS og lediggang mellem job ikke er lige så usædvanlig for mig, så er der altid noget vemodigt ved at forlade en arbejdsplads, og de rutiner og den hverdag, man har skabt sig.

Men selvom vi arbejder med forskellige udgangspunkt, så er en ting ens for os alle. Når der ikke er mere at lave, bliver vi sendt hjem. Vi kan melde vores ankomst i A-kassen, og så må dagpengene slå til.

Det er ikke ”bare lige”, skulle jeg hilse at sige. For mens en dagpengesats dækkede 63 pct. af gennemsnitslønnen i industrien i 1980, er den i dag faldet til at dække ca. 47 pct. Det er også derfor, der bliver taget nogle meget hurtige og nødvendige beslutninger lige nu.

Corona irussen har sat en brat stopper for mange arbejdspladser. Nogle er sendt direkte hjem i karantæne, andre arbejdspladser er gået i stå i forlængelse af de tiltag og påbud, som vi som samfund har fundet nødvendig at indføre.

Derfor har hjælpepakker sikret at 150.000 - hvis ikke flere -ikke er blevet sendt hjem på arbejdsløshedsunderstøttelse. Der gik også kun en dag, fra SAS varslede fyringerne, før regionhovedstaden trådte til og præsenterede en mulig løsning, hvor omkring 200 administrative medarbejdere, der egentlig skulle være fyret, nu kunne arbejde i regionhovedstaden i op imod seks måneder. Her skal de udføre administrative opgaver i forbindelse med coronatests i de opsatte hvide telte.

Det er hamrende gode løsninger, og det er godt, at vi som samfund kan slå til og vise handlekraft, når det gælder.

Men de her redningspakker udstiller også noget andet.

For når det kommer til stykket, hvad er så målet med dem? Det er at sikre tryghed, og at vi ikke i massevis skal ende på arbejdsløshedsunderstøttelse.

Men har for eksempel vores dagpenge så den effekt, som er ønsket? Sikrer dagpengene egentlig stadig den fleksibilitet og tryghed på arbejdsmarkedet, som vi er så stolte af?

Jeg er enig med min forbundsformand i 3F, Per Christensen, i, at der i den givne periode bør tillægges dagpengene et tillæg. Og jeg synes ikke, at op til 25.000 om måneden er et dårligt bud.

Men vi er også nødt til at åbne op for en diskussion af dagpengene generelt. Sundhedskrisen viser tydeligt, at vi har udpint vores arbejdsløshedsunderstøttelsessystem så voldsomt i en sådan grad, at vi er klar til at gå meget langt, for vi ikke skal sende folk derhen i massevis. At dækningsgraden er så ringe, at den reelt er utryghedsskabende. Årsagen til arbejdsløshed kan være meget forskellig fra gang til gang. Men utrygheden ved ikke at kunne få enderne til at hænge sammen, er den samme hver gang.