Fortsæt til indhold
Kommentar

Kan de test bruges til noget - eller forsinker de bare en genåbning?

Er det ikke lovlig hovmodigt af Søren Brostrøm at sige, at vi har "tæmmet en tiger"? Der har været lidt rigelig planløshed over Sundhedsstyrelsens skiftende strategier.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

”En vild tiger ramte Danmark. Nu er den spærret inde i et bur,” siger direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm til Jyllands-Posten i dag.

Man fristes til at minde direktøren om det gamle ord: ”Hovmod står for fald.” For hvordan tør Brostrøm overhovedet påstå, at tigeren er i bur. Og hvor længe mon den tiger så bliver i det bur?

Det flyver hele tiden med påstande. Men de relevante spørgsmål får vi ingen svar på.

Anledningen til Brostrøms udtalelse er, at Sundhedsstyrelsen nu igen, igen, igen, igen har skiftet teststrategi.

Det har været komplet umuligt at følge med. Så snart man troede, at man havde forstået, hvad strategien gik ud på, blev den ændret uden at vi nogensinde har fået tilbundsgående forklaringer.

Det øger forvirringen og utrygheden, og svækker selvdisciplinen.

Brostrøm praler af, at Danmark kommer på forkant.

Men passer det?

Er der overhovedet en plan?

Eller er der endnu flere andre syge, der må vente, fordi der skal testes her og der og allevegne?

Det væsentlige må da være, om de test overhovedet er noget værd.

Test har jo ingen mening, medmindre hele fødekæden er planlagt nøje, og at der er kapacitet.

Test er, hvis det skal have mening

  1. udtagelse af mundskrab og
  2. omgående analyse,
  3. omgående besked til den undersøgte, der omgående skal i
  4. isolation evt. indlægges
  5. omgående smitteopsporing af den smittedes kontakter, der skal
  6. i isolation omgående

Allerede nu viser det sig, at der slet ikke er kapacitet til blot at foretage analyserne. Ventetiden er allerede flere dage og må formodes at stige med flere analyser.

Hvad skal vi med en test, der allerede er for gammel, når resultatet kendes?

Den pågældende kan jo være smittet 117 steder siden udskrab blev foretaget.

Og hvordan vil man egentlig foretage smitteopsporing?

Hvordan ved man, hvem man kører i tog med til arbejde, hvordan ved man, hvem man var i nærheden af på Islands Brygge i solskinnet. Hvordan ved man, hvem det var, man blev åndet i nakken af i supermarkedet osv. osv?

Der er masser af spørgsmål, som ikke bliver besvaret.

Og hvor længe skal man blive ved med at bruge kapacitet på alle disse tests som med stærk forsinkelse alligevel kun giver et forældet øjebliksbillede?

Og hvordan er det egentlig med de kontakter, der får at vide, at de har været i nærheden af en smittekilde?

Kan de bare uden konsekvenser melde sig syge fra deres arbejde uden at blive trukket i løn?

Og hvordan vil det gå med antallet af dokumenteret smittede?

Vil det ikke stige så voldsomt, at Danmark prompte bliver lukket ned igen?

Jo flere tests, jo flere konstateres smittede, og hvordan vil politikerne og vi så reagere?

Har man overvejet det?

Jeg siger ikke, at der ikke skal testes.

Men jeg påstår, at denne slingrekurs og senest voldsomme udvidelse af tests, som allerede nu støder på kapacitetsproblemer, slet ikke er tænkt igennem.

De manglende svar viser, at man slet ikke har tænkt konsekvenserne igennem og slet ikke har styr på kapaciteten, fordi man i strid med al fornuft og erfaring i livet ikke planlægger før man iværksætter, men iværksætter uden plan.

Uden plan og omtanke er konsekvenserne uforudsete og ukendte. Der er intet beredskab og vi kan ikke værge os imod det uventede.

Tigeren får nye kræfter og slipper ud af buret.