Fortsæt til indhold
Kommentar

Kære regering: Hold op med at udskamme de unge

Næste sommer er for midaldrende mænd, der køber kødfars på tilbud. Næste sommer findes ikke for en 17-årig. Vi udskammer unge, bare fordi vi selv har glemt at leve og er hunderædde for at dø.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Her kan du høre den norske sundhedsministers rørende takketale til de unge i Norge. Det er på høje tid at takke ungdommen, som ofrer så meget, siger han. Og forsikrer samtidig de unge, at de ikke er glemt.

https://www.facebook.com/dagbladet/videos/713082046097588

Det er sådan, det skal gøres - i stedet for den evige udskamning af de unge mennesker, blot fordi vi selv er blevet nogle halvgamle røvhuller!

Næste forår findes ikke for en 17-årig. Næste sommer er for midaldrende mænd, der køber kødfars på tilbud og eksperter, der vifter med ”etik og moralkortet.”

Her er et Corona opråb til den danske regering: Hold op med at udskamme de unge. Gør som i Norge, hvor sundhedsministeren takker ungdommen for at have ofret så meget.

Når man er ung drømmer man om det, der sker i dag og i morgen. Derfor er det også helt afgørende at give de unge håbet tilbage, og sætte alt ind på at få dem tilbage på skolebænken inden sommerferien.

Det er så befriende, at en norsk minister på mest rørende vis takker de unge. I Danmark forholder det sig modsat. Der er snart ikke den midaldrende ekspert, der ikke har været med til at udskamme de unge. De vifter med det ”etik og moral” kort, som har mange grimme ansigter (et af dem er at de unge ikke respekterer de gamle og de svageste i samfundet), men som er helt blottet for et blik ind på dem selv.

Det er helt utroligt flot, som de unge har klaret sig igennem krisen stort set uden at klage. Og langt de fleste har vist sig meget mere omstillingsparate til den nye virkelighed med at være sammen på afstand end dem, der klager over dem.

De fleste unge klarer det så flot, og tak fordi I holder modet oppe hos vi andre. Jeg er ikke sikker på, at jeg som 17-årig ville have klaret det lige så flot. Tænk på hvor meget man kunne kede sig, når de andre var på ferie, eller hvis man ikke fik lov at feste med de andre.

Alt det har alle vi gamle røvhuller helt glemt og nøjes i stedet med at udskamme de unge og inddrage den ene ekspert efter den anden til at fortælle os, hvor meget vi har mistet vores etik og moral.

Hvad udspringer dette behov for at hakke på de unge af?
Er det fordi man er bange for at dø og har glemt, at det faktisk er vigtigere at leve?

Èt er sikkert. Vi bliver ikke større mennesker eller bedre voksne og eksperter af at udskamme de unge.

De begyndervanskeligheder som der var med fester blandt unge mennesker, da coronakrisen brød ud, er forduftet hos langt de fleste unge. De opfører sig forbilledligt og skælder os ikke engang ud for vores beskyldninger om, at de ingen moral har.

Mange tak til den norske sundhedsminister for denne takketale. Må den danske regering følte trop. Og må vi andre skylle vores dobbeltmoral og trang til at udskamme andre ud i toilettet.

Det efterlader en dårlig smag i munden at udskamme unge mennesker, bare fordi vi selv er blevet nogle halvgamle røvhuller, som har glemt at leve og er hunderædde for at dø.