Aktiv dødshjælp for demente: Er der ingen grænser?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I sidste uge afgjorde højesteret i Holland, at læger kan foretage aktiv dødshjælp overfor demente patienter.

Og vel at mærke uden at de er i stand til at bekræfte ønsket om det selv.

Det er ubegribeligt.

Åbningen af aktiv dødshjælp har til syvende og sidst ingen lukninger. Det er grænseløst.

Siden aktiv dødshjælp blev legalt Holland, er man gået fra aflivning af mennesker, der er uhelbredeligt syge, til dem, der er kronisk syge. Fra fysisk sygdom, til psykisk sygdom. Fra psykisk sygdom, til psykisk lidelse. Nu også demente. Og dertil er der i Holland klart udtalte ønsker om hjælp til aflivning, hvis en person er over 70 og ” træt af at leve”.

Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing, har tidligere på baggrund af de hollandske erfaringer udtalt, at det er svært at afgrænse aktiv dødshjælp til særlige grupper: ”Selvom man prøver at indsnævre en gruppe mennesker med stor lidelse og kun give dem adgang til aktiv dødshjælp, så er det svært at fastholde, at andre grupper ikke har et lige så lidelsesfuldt liv og derfor ikke også skal have adgang. Det er erfaringen fra Holland og Belgien: Når man først har anerkendt én gruppes ret til at blive slået ihjel, så er det umuligt at fastholde, at andre grupper ikke skal have samme ret”.

For et par år siden kunne man i en dansk avis læse et stort interview med en hollandsk psykiater, som i 1995 hjalp en 50-årig kvinde med at dø. Det skabte grobund for loven i 2002, da Holland som det første land i verden afkriminaliserede aktiv dødshjælp. Samme psykiater siger stop nu. Det er gået for vidt. Forudsætningen dengang var, at det skulle ske efter patientens udtrykkelige ønske, lige før indgrebet.

Han og 450 andre hollandske læger har indrykket store annoncer i aviser, hvor de tilkendegiver, at de nægter at yde aktiv dødshjælp til patienter, som ikke personligt giver udtryk for ønsket lige før selve indgrebet.

Respekt for denne opstandsning. Men det interessante og begrædelige er, at den hollandske psykiater ikke kan se, at det ikke er muligt at skrue loven tilbage. Det bærer uundgåeligt videre ad den vej, når først vejen er åbnet.

Det hænger sammen med det fænomen, der opstår, når først man lukker op for aktiv dødshjælp. Så opstår der det, jeg tidligere har citeret en dansk overlæge for: eutanasimentalitet.

Eller som ledende overlæge på Holbæk sygehus, Lisa Maria Bang, har sagt: ”Det vil være en glidebane, hvis vi indfører dødshjælp. Det er ikke ligegyldigt, at aktiv dødshjælp ikke er en mulighed. Nogle patienter kan tænke, at de er en belastning for de pårørende, og at det er deres pligt som mennesker ikke at være en byrde for andre. Samtidig ved vi, at mange kræftpatienter får depressioner, hvilket også kan fremme ønsket om aktiv dødshjælp”.

Egentlig er eutanasimentaliteten for længst begyndt. Den begyndte, da vi legaliserede drabet på bittesmå mennesker i mors mave, provokeret abort. Med andre ord: Vi har allerede aktiv dødshjælp i meget stort omfang. I omegnen af 15.000 ufødte mennesker dræbes hvert år her til lands.

Jeg er fuldt ud klar over, at der er mange, der vil skelne skarpt og gå ind for fri abort, mens de er imod aktiv dødshjælp.

Men de – og alle – bør genoverveje, hvad det er, der gør, at det hele kan ende så langt ude som i Holland.

Vi bør alle lytte til en af de mest velskrivende norske journalister, Niels Christian Geelmuyden, som i øvrigt er såkaldt ”humanetiker”, altså en del af en bevidst ateistisk forening i Norge. Geelmuyden skriver i essay, at abort ”er og bliver den moralske nøgle til tusind skrækkabinetter”. Og videre: ”Man kan ikke afskrive en menneskegruppe som retsløs uden samtidig at true alle de andres retssikkerhed. Hvis man gives anledning til at aflive et lille menneske i et tidligt tidsrum af dets liv, hvorfor skal man så ikke kunne gøre, hvad man vil med dette menneske senere hen?”