Lad de skræmte gå deres egne veje. EU kan undvære dem

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Wien

Det er – endnu engang og temmelig trættende – kommet på mode at forudse EU’s opløsning, euroens undergang og andre kalamiteter, alt i forlængelse af den virus, der fejer hen over vort kontinent. Pessimismen er fejlplaceret, og EU har ikke svigtet. Ses et svigt, da ligger det i de europæiske hovedstæder, ikke og slet ikke alene hos EU.

Coronaadvarslerne begyndte at løbe ind i december. De bevirkede intet. Hverken Donald Trump i Washington eller de europæiske ledere ville forulempe offentligheden. Julehandlen skulle overstås, dernæst vinterferien. Herregud, måske var det hele et uvejr i en kinesisk tekop. Her begyndte, og her fortsatte svigtet.

I Bruxelles har kommissionsformand Ursula von der Leyen forsømt at vise det, der på dansk kaldes rettidig omhu. Hun er for diskret, for stille, vil ikke forstyrre. Fem måneder inde i coronakrisens brandstorm må det være tilladt at spørge, om hun er den rette kvinde i Bruxelles.

I tvivlen ligger ikke, at medlemslandene kan læsse deres ansvar over på kommissionen. De europæiske ledere fra København til Berlin, Paris, Rom og Madrid sidder med hovedparten af skylden for Europas krise. De kunne for længst have skabt et fælles europæisk sundhedssystem. Så havde vi ikke, indtil videre, haft 120.000 coronadøde europæere, blandt dem godt 400 danskere.

Overalt lukkede grænser, økonomisk stilstand, menneskelig angst. Den nationalistiske retorik skrues i vejret og misbruges politisk. Ungarns premierminister Orbán har tilrevet sig diktatoriske beføjelser, applauderet af Polens stærke mand, Kaczynski, af Aleksandar Vucic i Serbien og andre misliebige figurer. Apologeterne forklarer, at i Øst- og Centraleuropa skyldes autoritære styreformer en dybtliggende frygtens kultur, dette at staten kan gå under, og at anvisninger fra Bruxelles læses som tidligere tiders ordrer fra Moskva.

Det er at undervurdere Øst- og Centraleuropa. Jeg har haft min gang øst for Vesten i over 50 år. Mine øst- og centraleuropæiske venner ved meget vel, at deres frihed og velstand 30 år efter kommunismens undergang skyldes EU og NATO. Mange er fortvivlede over, hvad der foregår og venter på et kontant udspil fra Bruxelles. Magthaverne øst for det gamle Jerntæppe gemmer sig bag manipulerede flertal. De vil Europas penge, men ikke Europas værdier. Så enkelt er det.

Måske skulle Bruxelles opfordre de øst- og centraleuropæiske ledere til at gå deres egne veje, hvis de virkelig er så skræmte som påstået. Det vil ikke ske. I Budapest, Warszawa og andre EU-skeptiske hovedstæder ved man, at en national enegang bliver dyr, og at regningen vil indløbe fra Moskva. Storbritannien er væk. Det er ingen ulykke. EU kan sagtens være en succes med 15 eller 20 medlemmer, som til gengæld efterkommer deres pligter i en europæisk, ikke en national-egoistisk ånd. Det virker uholdbart, at Europas samling bremses af demagoger og opportunister, der fremstiller Bruxelles som et nyt Moskva.

Vil kommissionsformand von der Leyen redde sin og EU’s anseelse, skulle hun snarest tale dunder til de stats- og regeringschefer, der krænker unionens demokrati og solidaritet. Øst- og centraleuropæerne trænger til en alvorlig kanonade. Et skud hagl kan samtidig afgå i retning af de vesteuropæere, som har glemt, at EU handler om at dele, ikke om at rage til sig.