Vi skal ikke kun overleve – vi skal leve

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg har netop læst ”Pesten” af Albert Camus. Næppe har dén bog, der – som navnet antyder – handler om en pestepidemi, været mere aktuel end i dag. Desværre.

Men heldigvis betyder det også, at vi har en litterattur, der ud over at være en af litteraturens klassiske hovedværker, som derved altid siger noget væsentligt om vores tilværelse, også siger noget specifikt om netop denne sære og sygelige tid, vi befinder os i for øjeblikket.

I anledning af forbuddet mod at opholde sig på Islands Brygge, Københavns vel mest berygtede havnebad og sommerspot, vil jeg her fremhæve én passage:

”Hovedpersonen”, dr. Rieux, sidder en sensommeraften på en tagterrasse med Tarrou, en af bogens andre nøglepersoner, og tilraner sig et velfortjent øjeblik af venskab og pause, da sidstnævnte spørger:

»Ved De, hvad vi burde gøre for vort venskabs skyld? (…) Tage ned og bade ved havet. Det er en værdig fornøjelse, selv for en vordende helgen.«

Lægen smiler. Og kammeraten fortsætter:

»Når det kommer til stykket, er det da dumt kun at leve midt i pesten. Ganske vist skal en mand kæmpe for sine ofre, men hvis han holder op med at elske andet, hvortil tjener det så, at han kæmper?«

Lægen svarer ham, at det er rigtigt. Og det forekommer mig, at han har ret. Bagefter bader de. Som vi andre også gør i dag. For at glemme pesten for en stund, mærke det kølige saltvand og blot være til stede. Når man svømmer, er der intet andet: bare vandet og ens svømmetag. Alle ens bekymringer skylles for et øjeblik bort.

Og så tilbage, op på hesten, kampen skal kæmpes, og pesten bekæmpes. Men med en pause af liv; for hvis vi i forsøget på at undgå døden glemmer livet, til hvilken nytte er vor kamp da så? – som jeg vælger at forstå og parafrasere citatet.

Jeg stod med samme refleksion forleden, da min kæreste og jeg havde badet i havnen. Det var på Kalvebod Brygge, akkurat modsat den nu opholdsforbudte, og det var forfærdeligt skønt. At hoppe nøgen i vandet, sammen med sin elskede, og nyde et øjeblik ubefængt af pest.

Jeg spurgte en mand, der gik forbi, om ikke han fik lyst til også at hoppe i. Han mente, det var for koldt, og tilføjede kækt, at vandets kolde friskhed dog nok skulle få bugt med virussen! Vi grinede og gav ham ret.

Jeg postede bagefter et billede på Instagram, og hér følte en anden mand sig kaldet til at reagere. Men stik modsat den første: Hvordan kunne vi dog gøre det? Hvordan fik vi os selv til det? Det var uansvarligt, umoralsk, usolidarisk – og i øvrigt stik imod, hvad de hårdtarbejdende sygeplejersker ønskede af os. De blev på arbejde for os – vi måtte blive hjemme for dem.

Hvad manden ikke vidste, var dog, at min kæreste er en af disse hårdtarbejdende sygeplejersker.

Mens jeg skriver dette, er hun på vej hjem fra en aftenvagt på en såkaldt geriatrisk (gammelmands) afdeling, hun som del af et coronaberedskab er blevet midlertidigt forflyttet til. Hun har haft coronapatienter, været i værnemidler, og hvis sygdommen løber løbsk, vil hun være en af dem, der står i første række blandt de syge og de døende. Det vil ikke være kønt.

Men trods det: Livet må leves, for hvad kæmper vi ellers for? Det er mine ord, ikke hendes. Hun har været nervøs og mærkbart bøvlet med balancen for, hvor meget man kan tillade sig at leve, når det i første omgang blot handler om at overleve.

Jeg har prøvet at berolige hende – og opfordret hende til også at slappe af. Man er ikke en god sygeplejerske, hvis man på syvende uge ikke har set et eneste menneske foruden sine patienter og kolleger. Og man er ikke en god sygeplejerske, hvis man aldrig må få et kram eller se sin kæreste. Man er ikke en god sygeplejerske, hvis man ikke også husker at bade i havet – og leve livet.

Det tror jeg i al fald. Jeg kan jo intet definitivt og absolut sige. Men det forekommer mig at være rigtigt – også for os, der passer andre roller end sygeplejerskens. Og jeg tror virkeligt på, at vi – mens vi selvfølgelig begrænser os, socialt distancerer os og tager vores forholdsregler – må insistere på også at leve. Ikke kun overleve. Ellers mister selve overlevelsen nemlig sit formål.

Det er selvfølgelig nemt at sidde og være lidt pseudofilosofisk i et essay til ens blog, når man har læst Camus’ ”Pesten”, men derudover ingen egentlig forstand har på epidemier. Men én ting, ”Pesten” alligevel har lært mig – og som jeg føler mig aldeles overbevist om er sandt – er, at pesten, epidemien, coronaen er et fælles anliggende. Noget, der vedrører kollektivet. Og noget, som vi derfor bør forholde os aktivt til.

Og mit bud, ja, det er altså, at vi også skal huske at leve. At se vores kære – også i virkeligheden. At hygge os sammen. At drikke øl og tage på stranden. At ikke altid tænke på coronaen og dens konsekvenser. Især når det lader til, at det bliver en langtrukken affære. Man kan godt sætte livet totalt på standby i en måned. Måske to eller tre. Men 12?

Jeg tror ikke, det vil gøre gavn. For selv om det selvfølgelig er forståeligt, at man forbyder ophold et sted, hvor (for) mange færdes, så må vi ikke smide barnet ud med badevandet – og helt glemme at hoppe i havnen. Det vil blot forværre en i forvejen frygtelig tid. Og det er nu engang det sidste, vi har brug for.