Statsministeren kan ikke løbe fra sit ansvar
Mette Frederiksen kortslutter den demokratiske proces i sin håndtering af coronakrisen. Mens hun har solet sig i medvinden, er der anderledes slinger, når vinden vender.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det er, som om Mette Frederiksen er på vild flugt fra sit politiske ansvar.
Det er ekstremt påfaldende, som statsministeren soler sig i medvind, men ryster på hånden i modvind. Når genåbningen af Danmark giver risiko for, at smittespredningen accelererer, gemmer statsministeren sig bag de sundhedsfaglige eksperter.
Mette Frederiksen har i den grad i den første fase af coronaepidemien udøvet magten usædvanligt egenrådigt med erhvervsministeren og sundhedsministeren som spage ekkoer. Det er meget synligt, at statsministeren nu er blevet mindre sikker på hånden, idet hun hele tiden henviser til sagkundskaben.
Men den går ikke, Mette Frederiksen! Eksperterne kan for eksempel udtale sig om det formodede smittetryk ved forskellige grader af genåbning af Danmark.
Men det er alene statsministeren, der har ansvaret for de valg, der træffes. Statsministeransvaret kan ikke fedtes af på nogen. Man husker, hvordan Mette Frederiksen pressede en meget indgribende lovgivning igennem, der i vidt omfang suspenderede borgernes frihedsrettigheder, samtidig med at regeringen efterlod Folketinget i den vildfarelse, at lovgivningen nærmest var sundhedsfagligt dikteret.
Jeg betragter Mette Frederiksens kissejag og pres på Folketinget som rent ud sagt snyd over for det samme Folketing, der burde have haft bedre tid. At Folketinget lod sig koste rundt i manegen, er naturligvis Folketingets eget ansvar.
Nogle dage senere lukkede statsministeren grænserne og lod igen forstå, at det var sundhedsfagligt dikteret. Det var det ikke. Helt usædvanligt sagde Brostrøm fra – og i al offentlighed.
Sundhedsordførerne kan ikke få de oplysninger, de beder om, og som statsministeren er forpligtet til at give. Statsministeren har kortsluttet det demokratiske system med bistand fra Folketingets flertal.
I mange uger har statsministeren stillet op i alle medier og kunnet udtale sig helt ansvarsfrit.
Der, hvor statsministeren derimod ikke er mødt op og besvaret spørgsmål, er i folketingssalen. Det er ufatteligt, at Folketinget, der skulle kontrollere regeringen, finder sig i at være skødehund for statsministeren. Hun er dermed sluppet for under ansvar at gøre rede for sin magtudøvelse.
Regeringens parlamentariske grundlag, De Radikale, der engang var de fremmeste forkæmpere for parlamentarismen, lægger nu stemmer til, at statsministeren og de øvrige ministre slipper for at stå til regnskab over for Folketinget.
Det er Folketinget, der skal holde statsministeren på sporet og tvinge diskussionen om regeringens magtudøvelse op i folketingssalen, så ministrene svarer under ministeransvar og i al åbenhed.
Folketingets flertal bør ikke lade sig kyse af, at statsministeren dygtigt gør magtudøvelsen til et spørgsmål om liv og død. Vi ved alle, at coronaen kan være dødelig.
Det er tæt på at være usmageligt, at statsministeren igen og igen uddeler kondolencer til de familier, der har været ramt af coronadødsfald, men ikke viser interesse for de tusinder af familier, der i samme periode har mistet et familiemedlem. Måske er nogle døde på ventelister, fordi alle andre patienter savner samme bevågenhed fra statsministeren og får udskudt undersøgelser, operationer og andre behandlinger.
Det menneske, der ikke dør af corona, har ikke mindre menneskelig værdi og bør være omfattet af samme omsorg som coronapatienterne.