Mette Frederiksen siger det igen og igen: Hvert eneste dødsfald i denne tid er en tragedie. Men er det nu det?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

”Hvert eneste dødsfald er en tragedie”.

Sådan har Mette Frederiksen sagt en del gange i denne tid.

Statsministeren siger det utvivlsomt som en form for medfølelse med dem, der rammes værst af covid-19. Men hver gang, jeg har hørt hende sige det, har jeg undret mig.

Mener du virkelig det? Er et corona-dødsfald en tragedie hver gang? Er det en tragedie, når bedstemor på 88, med mærkbare svækkelser i kroppen gennem længere tid, rammes af coronasmitte og ender med at dø? Det vækker sorg i familie og venner, i ægtefællen dyb og varig sorg. Men en tragedie?

Når en 36-årig sosu-assistent dør som følge af coronasmitte kan man forstå ordet tragedie. Det giver mening. Men skulle min gamle mor på snart 95 eller min svigerfar på 90 dø som følge af smitten,ville jeg aldrig bruge ordet tragedie. Jeg ville sørge i bunkevis, men ”tragedie” – nej.

Tragedie er et alt for skæbnetungt ord. Når man siger tragedie om den død, som vi alle rammes af, når livet går ind i sidste aldersfase -hvilket som bekendt er tilfældet for det helt store flertal af corona-dødsramte - så gør man døden til den afgørende livsbestemmelse. Det afdøde liv farves så afgørende af døden, at afdødes liv kan indfanges af begrebet tragedie - jævnfør betydningen af tragedie som det ord, der helt fra det klassiske Grækenland er blevet brugt om dramastykker med ulykkelig udgang.

Nu kan man selvfølgelig sige, at det vel bare er et spørgsmål om ord. Statsministeren forsøger at udtrykke medfølelse, og så er det det ord, der popper op hos hende.

Jeg tror det ikke. Mette Frederiksens gentagne sætning har nemlig bekræftet en fornemmelse, der har meldt sig hos mig helt fra epidemiens begyndelse. En fornemmelse af, at der i bekymringen og ængstelsen, som meldte sig med stor styrke helt fra det øjeblik, det gik op for os alle, at covid-19 var en pandemi med ukendte konsekvenser, var en form for livsindsnævring.

”Livsindsnævring” – jeg ved ikke, om det er det rigtige ord. Jeg ved heller ikke, om det lige var det ord, jeg gik og smagte på ved starten af epidemien. Det var mere bare fornemmelsen. En fornemmelse, som fremkaldtes af noget, der føltes som et krav om, at nu skulle vi alle være meget bekymrede. Og hvis ikke vi var det, så tog vi ikke situationen og hinanden alvorligt nok.

Selvsagt er vi også i dette henseende forskellige som mennesker. Nogle er mere ængsteligt anlagte end andre, og det er en ærlig sag. Men hvis vi prøver at se lidt bort fra det, synes jeg, der var en dominant stemning af det, som jeg nu kalder livsindsnævring. Jeg kunne også kalde det horisontindsnævring. En stemning, som smagte af, at det altbestemmende for alt, hvad der nu besluttes, er frygten for døden.

For nylig har man i en svensk og norsk avis, og i dag også i en dansk, kunnet læse en tekst, skrevet af en svensk teologilektor, Joel Halldorf, som har sat meget præcise ord på det, jeg anede fra epidemiens begyndelse. Halldorf gør sig nogle overvejelser om, hvad denne pandemi-tid afslører som grundbestemmende stemning for vores valg som enkeltpersoner og som samfund.

Han skriver : ”Vi tror ikke længere på en større mening eller fortælling, som binder os sammen. Det eneste, der findes, er vores egne personlige historier. Vi er individer, som følger vores hjerter, og som søger selvrealisering. Og ender min historie, så er alt forbi.”

Når dét bliver den dominerende livsstemning og livssyn, så betyder det, at frygten for døden får en meget dominerende stemme i vores og hele samfundets liv og måde at tackle diverse kriser på.

Og, siger Halldorf, frygt er ikke et godt fundament for politik. ”Den, der er bange, lader sig alt for let manipulere med, og tryghed er som narkotika: Vi får aldrig nok – og vi kan aldrig blive sikre nok. Derfor har vi brug for at konfrontere vores dødsangst og forvisse os om, at det ikke er den, der driver os”.

Halldorf citerer også Karen Blixen: ”Du kan bære alle sorger, hvis du forstår at placere dem i en fortælling”.

Jeg tilstår med glæde, at jeg som kristen i den grad har en fortælling at placere alle mine sorger, bekymringer og ængstelser i. Men min pointe er – i flugt med Halldorfs tanker – at denne tid umådelig gerne må få os til at genoverveje, hvad det er, der – ofte ubevidst – styrer vores tanker og handlinger. Jeg synes, at en del tyder på, at vi har brug for en kraftig justering. Som enkeltpersoner. Og som samfund.