Derfor skal vi være glade for, at vi har Mette Frederiksen og ikke Lars Løkke

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Coronaen har mindet os om, hvor brutal politisk magt er. Ganske få magtfulde mennesker kan træffe beslutninger med livsødelæggende virkninger for tusinder. Hvad er rimeligheden i det? Hvem har givet dem sådan en magt?

Det overfladiske bud er naturligvis at pege på demokratiet. Flertallet valgte Mette Frederiksen, og derfor har hun legitim ret til at træffe vidtgående beslutninger. Hvis flertallet vil jorde de små virksomheder, så er det bare sådan det er. Så må de lære at strikke et flertal sammen!

En populær, men fæl misforståelse. Flertallet får kun lov til bestemme, fordi det ikke er et hvilket som helst flertal. Det er vores landsmænd! Vi vil grundlæggende det samme. Vi holder nemlig alle sammen af Danmark. Og det er grundlaget for politisk magt. Det er derfor, vi ikke går i gaderne med høtyve, når de forkerte får magten. For selv de forkerte stoler vi på langt hen ad vejen.

Jeg er borgerlig, men jeg lever med Mette Frederiksen som statsminister. Hun er nemlig dansk. Og selv om vi er uenige om meget, er der alligevel endnu mere, der samler os. Vi har ikke mindst kærligheden til Danmark til fælles. Jeg tror dybest set, hun vil Danmark det godt.

Det hjælper selvfølgelig stærkt, at vi taler samme sprog og deler kultur og grundlæggende værdier. Men det handler også om Mette Frederiksen som person. Hun forekommer reel. Sympatisk. Alvorlig. Med et oprigtigt ønske om at gøre det rigtige. Alt sammen afgørende for, at jeg og det store flertal af danskere, der ikke stemte på hendes parti, kan acceptere hendes rå magtudøvelse. Selv om den måske ødelægger vores liv.

Ville alle de danskere, der lider afsavn, acceptere denne voldsomme indgriben i deres liv, hvis ikke statsministeren var et menneske, vi følte, vi kunne stole på?

Sådan behøvede det ikke være. For det er ikke naturgivent, at en statsminister hverken tænker på Danmark, er alvorlig eller sympatisk. Helle Thorning-Schmidt var tydeligvis mest optaget af selv sig og måske lidt af EU. Men hun virkede bestemt sympatisk. Lars Løkke var endnu mere optaget af sig selv og forekom meget lidt sympatisk, og demonstrativt villig til at ofre eksempelvis sit parti for at klynge sig til magten.

Vi skal som folk være taknemmelige for, at det er Mette Frederiksen og ikke Lars Løkke, der styrer os igennem krisen. Ikke fordi Frederiksen er en bedre teknokrat end Løkke, eller hendes politiske idéer er klogere. Men når der skal træffes voldsomt indgribende beslutninger i vores liv, har vi brug for en person, som vi kan tiltro magten. Én som vil os det bedste. Én som vil Danmark det bedste.

Al politik i et demokrati hviler på tillid, og politikere, som udelukkende arbejder for magten, smadrer den tillid, som magten hviler på. Er ikke værdige til vores tiltro. Lars Løkke er en sådan politiker, hvis meritter begrænser sig til det machiavelliske. ”Godt håndværk”, glæden ved rampelyset og bondesnuhed. Ét er at skulle bære store ofre af hensynet til fællesskabet. Men hvis vi ikke kan stole på, at vores magthavere vil os det bedste, bliver det hurtigt så som så med sammenholdet. I stedet kommer frustrationen og vreden. Det er den slags vrede, optøjer – og i andre lande revolutioner – er lavet af. Mette Frederiksen har utvivlsomt mange fejl og mangler, men vi har dog tillid til, at hun arbejder for Danmark. Også på den måde har coronakrisen afdækket noget, vi ikke talte så meget om før: I hvor høj grad vores forhold til de ledende politikere hviler på noget førpolitisk.

Hvilket egentlig ikke er så underligt, al den stund at vi jo alle er mennesker, også politikere.