Sådan! Hjælpepakker skal ikke længere gå til skattely eller aktionærer
- og samtlige partier i Folketinget er enige om det.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Hjælpepakker skal ikke længere gå til skattely eller aktieudbetaling. For kort tid siden var det kun Enhedslisten, der aktivt fremførte denne holdning i forhandlinger om hjælpepakker. Jeg husker bl.a. et møde i Finansministeriet, hvor alle andre partiers repræsentanter bare sad og kiggede ned i bordet, da jeg fremførte kravet.
Nu er der landet en aftale, med samtlige partier i Folketinget, hvor det bliver til virkelighed, samtidig med at hjælpepakkerne forlænges og udvides. Jeg er virkelig glad for, at der nu er lagt hindringer i vejen for, at støttekroner ender hos aktionærerne eller i skattely. Det er virkelig ulideligt at skulle se på, at vi giver hjælpepakker til virksomhederne og bankerne, hvis pengene efterfølgende ikke bliver brugt til at redde jobs og virksomheder, men derimod ender i skattely eller aktionærernes lommer. Det holdt hårdt at få de andre partier med. Men det lykkedes til sidst.
Der er til gengæld ingenting i aftalen til de over 80.000, der allerede har mistet deres arbejde under coronakrisen. Mange mennesker er gået så langt ned i indtægt, at det er svært at få økonomien til at hænge sammen, når der både skal betales for husleje, børnesko og mad. Og mange står uden indtægt overhovedet. Jeg håber, at andre partier hurtigt vil indse, at det er en stor fejl, at vi ikke sikrer, at ingen rammer bunden, især hvis krisen bliver længere og dybere, som alt tyder på.
Udover at forlænge de eksisterende hjælpepakker, er der også sket en yderligere udvidelse af hjælpepakkerne. Bl.a. er hjælpeordningerne udvidet for de rigtig mange mennesker, der både får deres indtægt fra småjobs og egen lille virksomhed. De har ikke kunnet få hjælp fra de andre pakker, men det kan de nu.
Og så bliver der nu sat penge af til dem i risikogruppen, fx kronikere, der ikke kan få sygedagpenge, hvis de bliver hjemme i tråd med myndighedernes anbefaling, og derfor mister jobbet. Det synes jeg er rigtig vigtigt. Man skal ikke straffes økonomisk for at følge anbefalingerne, når man har en sygdom.
Alt i alt en rigtig fin aftale, som vil hjælpe mange mennesker og virksomheder. En aftale alle partier burde kunne være stolte af, men hvor der stadig er mere at kæmpe for, ikke mindst ift. at sikre en ordentlig hjælpepakke til de arbejdsløse.